4.000 valgobservatører går i aktion med eller uden regeringens tilladelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Nicaragua – serie

Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion

Den nicaraguanske regering ønsker hverken nationale eller internationale observatører ved præsident- og parlamentsvalget 6. november i det mellemamerikanske land.

Det slipper den imidlertid ikke for. Institut for Demokrati og Udvikling, IPADE, har trænet 4.000 nicaraguanske observatører, der går i aktion med eller uden regeringens og valgrådets tilladelse.

Regeringspartiets, FSLNs, præsidentkandidat Daniel Ortega får ifølge meningsmåligerne næsten 50 procent af stemmerne, mens de 4 liberale oppositionspartier samlet opnår godt 20.

”Hvis FSLN føler sig sikker på at vinde valget, må de være de første til at ønske en valgobservation, der giver regeringen national og international troværdighed”, mener IPADEs direktør Mauricio Zúñiga.

”Regeringen har alle fordele på sin side”, fortsætter Zúñiga, ”FSLN er et velorganiseret parti. Det dominerer Det Øverste Valgråd, CSE. Den liberale opposition er splittet op i 4 uenige partier. Endelig har regeringspartiet, takket være en ikke ringe økonomisk støtte fra Venezuela, et rummeligt kampagnebudget.”

”Det virker mærkeligt, at et parti, der ligner en sikker vinder, ikke ønsker et gennemskueligt valg, som nationale og internationale observatører siger god for.”, siger Mauricio Zúñiga.

IPADE har organiseret valgobservation i 21 år. Først ved kommunalvalget i 2008 blev instituttet sammen med alle andre valgobservatører nægtet adgang til valgstederne.

Valget var præget af udbredt svindel til fordel for FSLN. Omkring 100.000 gyldige stemmer blev således kasseret af de tilforordnede fra regeringspartiet. IPADE dokumenterede dengang, at der i 14 kommuner blev manipuleret med resultatet til fordel for FSLN.

”Det er en tragedie for Nicaragua, hvis det forløb gentages i november”, vurderer Mauricio Zúñiga.”Det vil inspirere ekstremistiske grupper på højre- og venstrefløjen til at gribe til vold. Når de demokratiske rum lukkes, og borgernes rettigheder krænkes, styrkes de antidemokratiske kræfter.”

Udelukkes IPADEs observatørerne fra valgstederne, vil de stemme på forskellige tidspukter og benytte lejligheden til at se nøje på forløbet. Derudover vil de snakke med folk, der forlader valgstedet, indhente det endelige resultat, der er offentligt, og sammenligne det med valgrådets opgørelser. IPADE koordinerer observartionerne fra hele landet for at vurdere, om evt. uregelmæssigheder er systematiske. Er de det, og har det indflydelse på resultatet, kan det betyde, at der har været tale om svindel.

Første valgrapport

IPADE offentliggjorde forleden sin første rapport om valgprocessen. Den fokuserer kritisk på 3 hovedtemaer: Sandinister har let og gratis adgang til at få det identitetskort, der er nødvendigt for at kunne stemme. Andre har en tung vej foran sig, når de forsøger at få kortet, og de skal betale 300 córdobas (75 kroner), selvom valgloven slår fast, at det er gratis. Det er mange penge i et fattigt land, hvor arbejdsløsheden er stor, og mange tjener knap 600 kroner om måneden.

Endelig peger rapporten på regeringspartiets misbrug af statens ejendom. De pinke plakater, der siger længe leve revolutionen og fortæller, at FSLN er et kristent, socialistisk og solidarisk parti har indtaget væggene både på de offentlige skoler (valgretsalderen er 16 år) og de offentlige arbejdspladser. Begge dele er forbudt.

Det tredje store kritikpunkt er, at Daniel Ortega genopstiller, selvom grundloven udelukker ham fra at gøre det.

”Vores rapporter er ikke skrivebordsarbejde”, understreger Mauricio Zúñiga.. ”Vi har trænet et netværk af frivillige observatører i 117 af landets 153 kommuner. De sender en gang om måneden en rapport om valgforberedelserne, som IPADE bearbejder og sætter ind i en national sammenæng.”

”Der er i øjeblikket omkring 150 frivillige i hele landet. Til august, hvor vælgerne skal kontrollere, om de er optaget på valglisterne, vil der være 2000 observatører og på valgdagen samt i dagene før og efter 4000. Alle er uddannede af IPADE.

Flere rapporter undervejs

IPADE satser på at udarbejde 6 rapporter mere inden valget, og 2 efter. De vil stille skarpt på resultatet af vælgernes kontrol med valglisterne, overholdelse af det etiske regelsæt for valgkampagnen, brug og misbrug af statens ejendom i valgkampen samt IPADEs uddannelsestilbud til førstegangsvælgere.

På valgdagen udsendes en rapport om forløbet og få dage efter en foreløbig rapport om resultatet. Endelig kigger instituttet på, hvornår en stemme erklæres for ugyldig.”Reglerne for at afvise en stemme blev vedtaget i 2008, men de er aldrig blevet offentliggjort”, fortæller Mauricio Zúñiga, der mener, at det skaber mistillid til resultatet.

IPADE, der tidligere fik økonomisk støtte fra Danida, er ramt på pengepungen af sandinistregeringens beslutning om ikke at indgå en aftale med Danmark om støtte til ngo´er.

”Vi har et stærkt civilsamfund, der er i stand til at dokumentere, når myndighederne krænker landets love. Nu forsøger regeringen at udsulte os økonomisk. Det er et tab for Nicaragua, der kan komme i den situation, at der ikke er politisk kontrol med de offentlige institutioner, som af og til har autoritære træk og af og til bryder grundloven”, kommenterer Mauricio Zúñiga, der dog fortæller, at IPADE i øjeblikket holder skindet på næsen, fordi instituttet ikke har satset på nogle få donorer, men på omkring 20.