I Latinamerika taler man om, at den anden lyserøde politiske bølge skyller hen over regionen fra Mexico i nord til Chile i syd. Lyserød fordi flere lande i det sidste års tid har fået nye regeringer, der ligger til venstre på det politiske spektrum.
Den første bølge oplevede regionen i det første årti i dette århundrede, da de høje priser på råvarer som olie og gas gav penge i statskasserne og dermed gjorde det lettere at gennemføre sociale reformer.
Skønt udgangspunktet er forskelligt fra land til land, har de nye anden bølge-regeringer et fælles ønske om strukturelle reformer, der kan skabe et mere lige samfund.
Den politiske udvikling i Latinamerika står i skarp kontrast til, hvad man har været vidne til i andre regioner. I Europa er flere stærkt højreorienterede regeringer kommet til magten i de sidste år. Og i Asien og ikke mindst Afrika har man set autokratiske regeringer overtage magten og flere militærkup har fundet sted de senere år – for nylig i Niger, alt imens volden spreder sig til flere og flere lande på det afrikanske kontinent.
Enkeltsager antænder større protester
Baggrunden for denne udvikling i Latinamerika er ikke mindst utilfredshed med den voksende ulighed og social og økonomisk marginalisering af en del af befolkningen. Hertil kommer den stigende korruption.
Utilfredsheden kom til udtryk ved de store demonstrationer i 2019 i Chile og i 2021 i Colombia. I begge lande var det mere specifikke spørgsmål, der antændte protesterne. I Chile var det for eksempel stigninger i prisen på metrobilletten, der var gnisten, som udløste massedemonstrationerne. Og i Colombia for to år siden var det en beslutning om at hæve momsen, som førte til store demonstrationer med mere generelle krav om sociale og økonomiske reformer.
Coronapandemien forværrede yderligere forholdene for de ringest stillede dele af befolkningen og udstillede det offentlige sundhedssystems mangler.
Øverst på de mange nye centrum-venstre regeringers dagsorden står sociale og økonomiske reformer, der kan forbedre forholdene for den fattige del af befolkningen. Det betyder blandt andet skattereformer, der indfører en mere progressiv beskatning, reformer af sundheds- og uddannelsessektorerne, der kan give bedre adgang for den fattige del af befolkningen, og pensionsreformer.
I nogle tilfælde har man sat miljø højt på dagsordenen, som for eksempel i Colombia, hvor præsident Gustavo Petro ønsker helt at gå væk fra kul, gas og olie. I samarbejde med Brasiliens præsident Lula prioriterer han beskyttelse af Amazonas højt, og her i august vil de to arrangere et topmøde for alle regionens otte amazonas-lande.
Bekæmpelse af vold, ofte forbundet med narkohandel, er især højt prioriteret i Colombia, Honduras og Mexico, men stadig et stor og uløst problem.
Vanskelig begyndelse
Det har ikke været en let start for de nye reformvenlige regeringer. Flere af de nye præsidenter har vundet med et meget snævert flertal, hvor oppositionen fortsat dominerer parlamentet og kan blokere for reformer. Det har gjort det nødvendigt med bredere politiske alliancer, der søger at få den politiske midte, i nogle tilfælde også liberale politiske kræfter, med på reformerne. Det sker både i Brasilien og Colombia.
Hertil kommer en ganske velorganiseret højrefløj, der ofte har siddet årtier på magten, og på alle måder søger at blokere for strukturelle reformer. Den dominerer økonomien og har stor indflydelse indenfor hæren og et ofte politiseret juridisk system.
Brugen af lawfare – som er en sammentrækning af de engelske ord law (lov) og warfare (krigsførelse) – hvor man via kontrol med de juridiske institutioner forsøger at forhindre reformer, er blevet et udbredt redskab i regionen. Det ser vi eksempelvis klart i den nuværende valgproces i Guatemala, hvor den siddende, og ifølge anti-korruptionsorganisationen Transparency International korrupte regering, via sin kontrol med retsvæsenet søger at udelukke centrum-venstre-kandidaten Bernardo Arevalo fra at gå videre til den anden og afgørende valgrunde 20. august – eller, hvis han vinder, forhindre ham i at tiltræde i præsidentposten.
I Chiles tilfælde har den nye præsident, Gabriel Boric, søgt at komme igennem med en grundlovsreform, som var et hovedkrav fra demonstrationerne i 2019. Bag ønsket ligger hensigten om at demokratisere den nuværende grundlov fra 1980, der blev indført under daværende diktator Augusto Pinochet, og som begrænser statens rolle til et minimum.
Et første forslag blev klart nedstemt ved en folkeafstemning – muligvis fordi det lagde stor vægt på Chile som en flernational stat for dermed at tage hensyn til de oprindelige folk. For et stort flertal af chilenerne er det en uacceptabel vinkel. Et nyt forslag om grundlovsændring er nu under forberedelse. Det er heller ikke lykkedes Boric at få vedtaget en skattereform til at finansiere de planlagte sociale reformer.
I Colombia tiltrådte den nye præsident Gustavo Petro, landets første venstreorienterede præsident, for knap et år siden. Han har endelig fred – altså fred mellem staten og alle landets væbnede grupper – øverst på dagsordenen i det mest voldshærgede land i regionen.
Den fortsatte vold skyldes ikke mindst de stærke narkokarteller, der kontrollerer to tredjedele af verdens kokainproduktion. Hidtil er det ikke lykkedes at slutte fred med dem. Regionens sidste tilbageværende guerillagruppe ELN (Den Nationale Befrielseshær) er stadig aktiv. For nyligt lykkedes det at underskrive en våbenhvile mellem ELN og regeringen, der træder i kraft i dag, den 3. august, men der er stadig lange udsigter til endelig fred i Colombia.
I Brasilien vandt Lula en meget snæver sejr ved valget i oktober sidste år, så han har søgt alliancer med den politiske midte. Han søger at genoplive de sociale programmer, der blev iværksat under hans forrige regering. Samtidig har han søgt at stoppe afskovningen af Amazonas og anerkendt de oprindelig folks rettigheder.
I Mexico har Præsident López Obredor lanceret en lang række sociale reformer til fordel for den ringest stillede del af befolkningen. Men det er ikke lykkedes at forbedre sikkerhedssituationen i landet og komme den udbredte vold anført af narkokartellerne, der stadig hærger i store dele af landet, til livs.
I Argentina har det været vanskeligt for præsident Alberto Fernández at komme igennem med strukturelle reformer, især fordi landets mangeårige økonomiske krise fortsat synes at være altdominerende på den nationale dagsorden.
I Honduras vandt den reformvenlige præsident Xiomara Castro, landets første kvindelig præsident, valget i 2021 med en reformdagsorden i et land præget af korruption, fattigdom og stigende vold ikke mindst grundet de berygtede kriminelle grupper ”las maras”, der hærger landet. Det har været yderst vanskeligt for Xiomara at løse eller mindske denne voldsbølge, og hun har erklæret undtagelsestilstand i store dele af landet.
Der er ingen tvivl om at gennemførelse af reformerne i Latinamerika bliver mere langsom og kompliceret end forventet af de nye centrum-venstre-regeringer. Og i nogle lande vil det ikke lykkes at komme ret langt. Der er fare for at nogle af de mere populistiske figurer, der i flere lande er kommet frem på banen, vil få folkelig opbakning ved kommende valg.
Alt imens forværres en række autoritære regimer i regionen.
I Nicaragua for eksempel, hvor Daniel Ortega og hans kone Rosario Murillo fuldstændig dominerer det politiske billede, og hvor enhver form for opposition er sat i fængsel eller smidt ud af landet. Her er det umiddelbart vanskeligt at øjne forandringskraft. Gruppen af unge, der organiserede protesterne for fem år siden, synes at være det største håb – om end de er under voldsomt pres.
I El Salvador er præsident Nayib Bukele blevet meget populær ved at sætte medlemmer af de kriminelle grupper ”las maras” i fængsel uden dom eller respekt for menneskerettigheder.
I Venezuela synes tingene ikke at bevæge sig, skønt der har været forhandlinger mellem regeringen og oppositionen – forhandlinger som dog imidlertid synes at være stagneret. Og i Cuba ser den politiske situation ikke ud til at forbedre sig.
Flere af de nye reformregeringer i regionen har kritiseret disse lande for ikke at åbne op for oppositionen. Samtidigt har flere af de nye reformvenlige præsidenter, blandt andre Petro i Colombia, kritiseret USA for at fortsætte isolationen af lande som eksempelvis Venezuela og Cuba, hvilket de mener udgør endnu en hindring for en demokratisk udvikling.
Mogens Pedersen har været ambassadør i Bolivia og sidst i Colombia, foruden i flere afrikanske lande og skriver løbende analyser i Globalnyt.
