5 mio. til Fair Trade fra Danida

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danida støtter Fair Trade Danmark med 5 millioner kr. fra 2005 til 2007. Pengene indgår i et ambitiøst projekt, der skal øge danskernes kendskab til fair trade og øge salget af fair trade varer, hedder det på organisationens website, www.fairtrade.dk

Fair Trade Danmark, sammenslutningen af fair trade butikker og importører, som arbejder for bedre vilkår for producenter i u-landene via handel med deres varer og oplysning om deres kår, har store planer.

Organisationen, der i dag tæller 6 butikker blandt sine medlemmer, har sat sig for, at der ved projektets ophør i december 2007 skal være mindst 18 fair trade butikker i Danmark, altså 3 gange så mange.

Desuden satser man på, at der skal være 12 shop in shops, hvor fair trade varer sælges på et afgrænset område i en eksisterende butik eller café, mod de nuværende 3.

Endelig ønsker man at øge antallet af såkaldte fair traders, som er personer, der sælger fair trade varer på markeder, arbejdsplader eller ved homeparties, til 25 fra de nuværende blot 3.

Det er meget ambitiøse mål, der kræver et stort benarbejde over de næste 2 år, men projektleder Lone Froholdt er optimistisk:

– Vi har allerede nu fået flere henvendelser fra enkeltpersoner eller grupper, der ønsker at starte en fair trade butik eller en shop in shop. Nu er det vores opgave, at støtte dem så godt vi kan.

– Projektbevillingen betyder bl.a., at vi har mulighed for at give et betydelig bidrag til nye butikker. Vi kan f.eks. finansiere kasseapparater, fair trade skilte og dankortterminaler samt en række markedsføringsmaterialer og tilbyde rådgivning i form af studiecirkler og seminarer.

– De samme muligheder, bare i mindre målestok, kan vi tilbyde personer eller foreninger, der ønsker at få en shop in shop eller at blive fair traders. Samtidig er det som om tiden er moden til fair trade. Flere og flere forbrugere ønsker ren besked om de varer de køber, og mange vælger at vise deres sociale ansvarlighed via deres forbrug. Det taler alt sammen til vores fordel.

Hvorfor fair trade?

Det vurderes, at mere end 5 millioner i u-landene nyder gavn af det internationale fair trade system, hvor de hjælpes med eksport af deres produkter og tilbydes en rimelig betaling og stabile handelsaftaler, som gør dem i stand til at forbedre forholdene for deres familier og lokalsamfund.

Men fair trade markedet er langt fra tilstrækkeligt til at imødekomme behovene hos de nuværende leverandører, og mange nye producentgrupper bliver afvist, når de henvender sig. Det er derfor vigtigt, at der skabes øgede afsætningsmuligheder på fair trade markedet.

Danida har før støttet Fair Trade Danmarks indsats for at øge salget af fair trade varer. Fra september 2002 til marts 2004 gennemførte Fair Trade Danmark projektet ”Fremme af salget af fair trade varer fra udviklingslande til Danmark”.

Projektet gav et løft til Fair Trade Danmarks medlemmer og muliggjorde opstarten af 2 nye butikker. Der blev udarbejdet et fælles butikskoncept, så medlemsorganisationerne fremstår mere ensartede og dermed bedre kan lave fælles markedsføring. Der blev ligeledes udarbejdet redskaber og strategier, som kan anvendes til at sikre yderligere vækst.

Det er erfaringerne og resultaterne fra dette projekt, der nu skal bygges videre på.

Kilde: www.fairtrade.dk