Onsdag den 5. oktober fylder generalsekretær i Luthersk Mission, cand.theol Søren Skovgaard Sørensen, Nødebo, 50 år.
Den kommende fødselar er født og opvokset på Bornholm, hvor han blev uddannet som maskinarbejder. Senere læste han teologi og har også været missionær i Etiopien.
Siden marts 2016 har han været generalsekretær for Luthersk Mission, som er Danmarks største missionsorganisation, hvad angår antallet af udsendte missionærer. Som en del af den daglige ledelse på Luthersk Missions sekretariat i Hillerød står han i spidsen for et omfattende missionsarbejde med over 100 ansatte herhjemme og i udlandet.
Hans uddannelsesmæssige baggrund har da også lært ham at begå sig i forskellige miljøer:
“Troen er ikke en privat, men offentlig størrelse. Det har sådan set været en fast værdi hele mit liv – uanset om jeg stod ved drejebænken, ude i missionsmarken eller på prædikestolen. Vi må aldrig have nok i os selv – men hele tiden være på vej med evangeliet i ord og handling,” fastslår han.
Søren Skovgaard Sørensen bor i Nødebo og er gift med Miriam, der er lærer på Johannesskolen i Hillerød. Parret har tre børn.