50 soldater menes dræbt af Al-Shabaab i Somalia

6486481379_5b13ef75e0_b
En ugandisk AMISOM-soldat fra Uganda på vagt i Mogadishu i 2011, hvor Al-Shabaab blev fordrevet fra byen.
Foto: AMISON
Laurits Holdt

Det startede med et selvmordsangreb tirsdag morgen, hvor et køretøj med sprængstoffer banede vejen for Al-Shabaab militsen, og derefter fulgte skudvekslinger. Hårde kampe medførte, at AMISOM soldaterne forlod basen.

Ifølge en pressemeddelelse fra AMISOM foretog de en taktisk tilbagetrækning og genvandt siden fuld kontrol over basen tirsdag aften.   Al-Shabaabs militære talsmand har til gengæld fortalt til Reuters, at de har Janaale basen under kontrol.

Antallet af dødsofre er usikkert, men Jeune Afrique citerer militærkilder fra AMISOM for at det drejer sig om mindst 50.

Amisom har dog ikke meldt et tal ud officielt endnu.

AMISOM har ca. 22.000 soldater i Somalia, og FN’s sikkerhedsråd besluttede i juli i år at forlænge styrkens mandat til d. 30. maj 2016.

Al-Shabaab er presset og splittet

Det er kun lidt over en uge siden at Al-Shabaab angreb en træningslejr for rekrutter til den somaliske hær i Kismayo. Ved den lejlighed brugte de også en bil med sprængstoffer og dræbte adskillige rekrutter.

Al-Shabaab er presset i kampen om Somalia, hvor de har tabt terræn, men de udfører jævnligt blodige angreb på både civile og militære mål. Det siges, at de også er internt splittede i forhold til om de skal forblive allieret med Al-Qaida eller om de skal alliere sig med Islamisk Stat i stedet.