60 millioner ubrugte tsunami-kroner i Dansk Røde Kors

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

I Dansk Røde Kors venter 60 millioner kr. på at blive brugt på ofre for Tsunami-katastrofen, som ramte Asien for 3 år siden. Verden over drejer det sig om 5 milliarder ubrugte kroner indenfor Internationalt Røde Kors, skriver gratisbladet “Nyhedsavisen” tirsdag.

Derfor vil Internationalt Røde Kors i fremtiden føre en mere fleksibel politik, så indsamlede midler kan frigøres til andre katastrofer. Men den danske afdeling afviser at ændre politik.

– Når vi beder om penge, kan folk også i fremtiden være garanteret, at pengene vil gå til det formål, som vi oprindeligt samlede dem ind til, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors til “Nyhedsavisen”.

Den danske afdeling af Røde Kors indsamlede oprindeligt over 150 millioner kr. til projekter for tsunami-ofre. Ifølge “Development Today” blev den Internationale Føderation for Røde Kors sidste efterår enig om, at man i fremtiden skal være mere fleksibel med indsamlede midler.

Læger Uden Grænser (MSF) sagde allerede 10 dage efter at tsunamien havde ramt, at man havde samlet mere ind end man kunne bruge, hvorfor MSF henvendte sig til sine donorer for at høre, om de indsamlede penge kunne bruges andre steder. Svaret var ja.

U-landskommentatoren, journalist Knud Vilby, siger til “Nyhedsavisen” at det største problem er frygt i Dansk Røde Kors for, hvad man skal stille op, hvis man senere anklages for at have brugt pengene på en anden måde, end man har lovet.