Stor indsamlings-hittepåsomhed på årets landslejr for spejderkorpset FDF har skaffet i alt godt 600.000 kr. til et udviklingsprojekt i Indien, skriver Folkekirkens Nødhjælps månedsblad, “Nød”, i sit netop udkomne seneste nummer.
Der var bl.a. et højt slavetårn, hvor børnene blev holdt “fanget”, indtil de kunne svare rigtigt på spørgsmål om Indien eller havde arbejdet på “tændstikfabrikken”. I lejrens cafe kunne man købe fødselsdagslagkager med udbringning i indisk taxi og fødselsdagssang.
Alene under den store gudstjeneste blev der samlet 140.657 kr. ind. En gammel FDF-er valgte at fordoble beløbet, så den samlede indsamling kom op over 600.000 kr.
Pengene går til missionsprojektet “Made in India”, som Folkekirkens Nødhjælp er en del af. Det hjælper bl.a. fattige kasteløse til at blive selvforsørgende gennem brug af bæredygtige jordbrugsmetoder.