På FN's generalforsamling vil Danmark sammen med FN’s fødevareprogram, FN’s flygtningehøjkommissariat, Jordan og Uganda samle politiske ledere, humanitære organisationer og virksomheder for at finde løsninger på manglen på mad i langvarige og oversete humanitære kriser. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
”Verdens opmærksomhed hviler med god grund på krisen i Syrien. Men der udspiller sig samtidig andre forfærdelige og langvarige humanitære kriser som fx i Sydsudan, som vi ikke må overse,” siger Kristian Jensen, og uddyber:
”Den danske regering vil arbejde aktivt for, at vi styrker partnerskabet med den private sektor, der kan komme med nye, innovative løsninger på at bekæmpe sult og fødevaremangel i humanitære kriser. Vi skal vi fokusere på at gøre flygtninge selvforsørgende – det vil sige give dem adgang til mad, uddannelse og dermed give mulighed for at skabe et bedre liv for dem selv og deres børn.”
Den humanitære situation i Sydsudan og Sudan er lige nu en af de alvorligste i verden. Befolkningerne lider under den væbnede konflikt, fødevaremangel, og millioner er blevet fordrevet fra deres hjem – enten til andre dele af landet eller til nabolandene Chad, Uganda og Etiopien. Derfor opruster Danmark nu den humanitære indsats i området:
”Befolkningerne i Sudan og Sydsudan har meget akut brug for hjælp. De 80 millioner kroner er særligt rettet mod sårbare grupper som børn, kvinder, internt fordrevne og flygtninge i nabolandene. Pengene skal dække de akutte behov for særligt mad, men vi vil også arbejde for at gøre befolkningen mere selvforsørgende gennem uddannelse, jobs og opbygning af landbrug, fiskeri og lokale markeder. Dermed bidrager vi til at forbedre deres situation her-og-nu, og giver dem forudsætningerne for at klare sig selv på sigt”, siger Kristian Jensen.
De 80 millioner kroner til krisen i Sydsudan og Sudan er fordelt på som følger:
- ADRA (5,5 mio. kr.)
- Caritas (4,9 mio. kr.)
- Dansk Flygtningehjælp (32,1 mio. kr.)
- Dansk Røde Kors (16 mio.kr.)
- Folkekirkens Nødhjælp (21,5 mio. kr.)