En 94-årig købnhavnsk enkemand har sendt en million kroner afsted til de hjemløse og forfrosne pakistanere i det jordskælvsramte Kashmir via Folkekirkens Nødhjælp, skriver Ekstra Bladet lørdag
Den 94-årige belånte sin lejlighed for at sende hjælp til de mange mennesker, der kæmper med vinteren i højderne kun dækket af en teltdug om natten.
– Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal ligge her og have det godt, mens de ligger på den bare jord og i bedste fald blot er dækket af lidt sne, siger manden til Ekstra-Bladet.
Den åndsfriske københavner vil ikke have sit navn frem. Men han fortæller, at han i 3 nætter lå under sin varme dyne og tænkte på nætterne for de omkring 3 millioner hjemløse i højderne i Kashmir. Og så gik han i aktion.