Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
’Vi skal gøre det, vi er bedst til’, står der under et stort billede af generalsekretæren, og det lyder jo absolut fornuftigt. FKN har ansvar for et budget på næsten 600 mio. kr og ansvar for, at der er mening i det arbejde, som over 5.000 faste frivillige og 20.000 indsamlere yder. Det skal gavne de nødlidende mest muligt, så de betroede talenter skal forvaltes effektivt. Sådan bevarer vi alle sammen vores tillid til organisationen.
Et af elementerne i Birgitte Qvist-Sørensens reorganisering går ud på at samle indsatsen om færre lande og projekter. Det betyder bl.a. mere til fattigdomsbekæmpelse i Asien og Afrika, mere støtte til demokrati, menneskerettigheder, lokalsamfund og minerydning – og mindre fokus på hiv og aids.
’FKN vil – hvis det øverste råd godkender det – ikke længere have hiv/aids som særligt arbejdsområde’, står der i pressemeddelelsen.
Skylder en forklaring
Det skifte kræver en forklaring, som FKN skylder os!
For en udenforstående tyder reorganiseringen nemlig på, at FKN gør sig mere mainstream i forhold til de lande og projektområder, som organisationen har fokus på. Alle danske bistandsorganisationer lægger vægt på fattigdomsorientering, demokrati og menneskerettigheder. FKN vi med andre ord fremover gøre mere af det samme, som MS, IBIS, FN, Danida og alle de andre også kan og gør.
Men lige netop i forhold til hiv og aids kan og bør FKN være og agere anderledes! Og gøre det i kraft af at være en udviklingsorganisation baseret på værdier, der knytter sig til det kristne budskab.
Hiv-smittede i mange afrikanske lande bliver udstødt på grund af deres sygdom, og de bliver ikke mindst fordømt af kristne kirker, præster og menigheder i deres egne samfund. Det er et eksistentielt problem for de smittede, og et problem, der øger byrden ved at være syg og måske døende. Det kan være svært at få og søge hjælp, hvis man dermed samtidig udsætter sig for fordømmelse i det samfund, man lever i. Selv i den nærmeste familie.
Folkekirkens Nødhjælp bør være anderledes
De bedst rustede til at løse op for den del af dilemmaet, der har med tro at gøre, er kristne, der ud fra den samme tro vælger at hjælpe i stedet for at fordømme og udelukke.
Her er FKN’s udgangspunkt anderledes end andre danske bistandsorganisationers, og derfor bør FKN efter min mening ikke forlade aids-området, men tvært imod udnytte og udvikle de muligheder, der ligger i at have et kristent udgangspunkt til at angribe et udviklingsproblem, der på godt og ondt både er medicinsk og religiøst.
Hvis FKN fortsat vil gøre, hvad organisationen er bedst til, bør den holde fast og gøre sig endnu bedre ud fra sit eget specifikke værdigrundlag, der er forskelligt fra alle andre i den danske bistandsverden.
Ellers blir vi alle sammen mainstream, og det vil være alt for kedeligt.
