Den lave eurokurs rammer nødhjælpsorganisationerne så hårdt, fordi de primært opererer på markeder der er baseret på den amerikanske dollar, men modtager en stor del af deres donationer i euro.
Med andre ord: Penge ud i dollars – penge ind i euro.
UNHCR modtager således donationer i euro fra syv af sine top 20 bidragydere, hvilket svarer til 30 procent af organisationens samlede budget. World Food Programme modtager 20 procent af donationerne fra lande med euro som møntfod.
Især i de første tre måneder af 2015 er euroen styrtdykket i forhold til den amerikanske dollar
Kursen på euroen har været faldende siden sidste sommer og kombineret med en stærk dollarkurs har det medført at euroen er faldet med 24 procent i forhold til dollaren.
Det betyder, at man for nylig for første gang i 12 år fik under en dollar tilbage hvis man vekslede en euro.
Ser ikke ud til at ændre sig i den nærmeste tid
Der er ikke mange eksperter der forventer at forholdet mellem dollaren og euroen pludseligt vil begynde at ændre sig i euroens favør.
For mens den amerikanske økonomi buldrer afsted med nogle af de bedste jobtal i årtier, har eurolandende svært ved at opbygge momentum.
Senest har usikkerheden i forbindelse med venstrepartiet Syrizas overtagelse af regeringsmagten i Grækenland skabt fornyet usikkerhed omkring euroens udvikling.
Slemt tidspunkt for UNHCR
Nedskæringerne rammer UNHCR på et slemt tidspunkt, da organisationen med hovedsæde i Geneve i Schweiz allerede kæmper med manglende finansiering på grund af det stigende antal globale kriser.
“The shortfall [in funding] is larger than what we expected, and that affects both priority activities already planned, and potentially new emergencies that may arise,” udtaler UNHCR’s talskvinde Ariane Rummery til nyhedsbureauet IRIN.
I alt skal organisationen spare omregnet ca. 1.37 milliarder kroner, hvilket svarer til ca. syv procent af budgettet for 2015. Nedskæringerne vil dog ikke ramme kerneområderne eller de livsreddende aktiviteter, forsikrer Rummery.
“Core protection and life-saving activities will not be cut [but] in other sectors, there will need to be reductions or delays in activities.”
I stedet er organisationen begyndt at instruere nogle af sine samarbejdspartnere i at stoppe med at rekruttere personale til allerede aftalte projekter og UNHCR forventer at reducere sit personale med fem procent, eller ca. 500 jobs.