Storyboardet til en ny animationsfilm om den danske NGOs virke i verdens fattigste region tager i disse dage hastigt form. Omkring 15 unge animatorer og tegnere er udvalgt til opgaven af velgørenhedsinitiativet Team Generous.
Med instruktør Tobias Boesen fra Super 16 filmskolen i spidsen lægger holdet i to uger alt deres normale arbejde til side, og dedikerer deres tid og kreativitet til at skabe en animationsfilm til BØRNEfonden, uden at de får en krone for det.
“Vi vil gerne bruge vores kreativitet, talent og ressourcer til mere end blot at underholde. Vi håber at arbejdet resulterer i en rigtig flot og effektfuld film, som kan hjælpe fondens arbejde mange år frem, og at vores samarbejde sætter en ny standard for, hvad velgørenhed også kan være”, siger projektleder Anna Weiss fra Team Generous.
Nomineret for animationsfilm
Team Generous projektet er skabt af animationsselskabet Nørlum, der tidligere i år var nomineret til en Oscar for animationsfilmen ”Song of the sea”.
Selskabet ser den nye film som en god måde at gøre noget godt for andre, og valgte at støtte børn.
Animationsfilmen skal fortælle, hvilken forskel 20 års udviklingsarbejde gør. Det bliver visualiseret gennem hverdagen for en syv-årig afrikansk dreng og det lokalsamfund han lever i, hvilket koges ned til 90 sekunders animationsfilm.
I BØRNEfonden er direktør Bolette Christensen stolt af, at Team Generous har valgt netop “hendes” organisation. Hun glæder sig til at se, hvordan et meget komplekst og omfattende arbejde kan destilleres til en enkel og letforståelig animationsfilm.
Den færdige film lanceres ved en event i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.
Man kan se mere på http://www.teamgenerous.com