Sidste år krydsende 219.000 personer Middelhavet for at slippe væk fra krig, ødelæggelse og fattigdom i deres hjemlande. 3.500 af bådflygtningene mistede livet, fordi rejsen ofte foregår under farefulde og usikre vilkår.
Den politiske reaktion efter sidste uges tragiske drukneulykke overser dog den egentlige årsag til, at så mange mennesker forsøger at migrere mod Europa, mener udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke.
De europæiske statslederes beslutning om at tredoble EU’s kystindsats i Middelhavet og sætte ind overfor menneskesmuglerne bør følges af en forstærket indsat i de nærområder, flygtningene kommer fra, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Læs også: Flygningekrise på Middelhavet: EU tredobler midler til grænsebevogtning
“Menneskesmuglere er en kynisk del af et system, som fragter folk over havet, men de er ikke hovedårsagen. Regeringslederne bør også kigge på det store billede og på hele paletten af de politikker, EU fører udadtil. Når så mange mennesker sætter livet på spil i drømmen om en bedre fremtid, fjernt fra familie og venner og alt, hvad de kender, er det symptom på en grundlæggende global ubalance,” siger Helle Munk Ravnborg, forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke.
Hun mener, at landene i EU og resten af den rige del af verden, har set passivt til de politiker og mekanismer, der fastholder millioner af mennesker i fattigdom i f.eks. Afrika:
“Sandheden er, at landene i den rige del af verden alt for længe har forholdt sig passivt til de politikker, som skaber og fastholder mennesker i fattigdom. Det gør det alt andet lige endnu sværere for de afrikanske lande at leve op til forpligtelsen om at passe ordentligt på deres egne borgere. Vi har forældet globalt skattesystem, der muliggør at pengene fosser ud af de fattigste lande og videre i skattely, og der stilles for få politiske krav til at investeringer og jobskabelse skal komme de fattigste til gode,” siger Helle Munk Ravnborg.
Hun mener, at både danske og europæiske politikere har en stor forpligtelse til at ændre på de vilkår. Og her er det ikke nok med udviklingsbistand, mener hun:
“Det er en misforståelse, hvis man tror, udviklingsbistanden alene skal kunne bekæmpe den ekstreme fattigdom, der er årsag til at folk flygter i desperation og mangel på fremtidsmuligheder. Men udviklingsbistanden er et rigtig vigtigt element, der kan sætte en positiv udvikling i gang, i forhold til at sikre ordentlige levevilkår for befolkningerne, et velfungerende skattesystem og gode rammer for produktion og handel.”
Når et land som Danmark giver udviklingsbistand er det også en mulighed for, at komme i dialog med modtagerlandenes regeringer, påpeger hun. På den måde kan Danmark være med til at presse på for mere demokrati og god regeringsførelse
