CISUs formand: Valget kommer – bland jer i debatten

11112465_945286132189764_3706538871996579195_n
CISUs forkvinde Susanne Volqvartz aflægger sin beretning til generalforsamlingen.
Foto: Jacob Crawfurd
Laurits Holdt

CISU – paraplyorganisationen for små og mellemstore danske udviklingsorganisationer – holdt sin årlige generalforsamling lørdag 25. april på Hotel Storebælt i Nyborg.

Her følger formand Susanne Volqvartz’ beretning, hvor hun kommer ind på både idealer og det praktiske arbejde.

“CISU fejrer 20 års jubilæum i år. Vi kan se tilbage på 20 år, hvor flere og flere foreninger har tilsluttet sig CISU for at arbejde for høje idealer om et civilsamfund i udvikling, – et civilsamfund, der arbejder for at forbedre menneskers værdighed og levevilkår, der kæmper for basale rettigheder som ytringsfrihed, organisationsfrihed, uddannelse og sundhed. CISU er med sine næsten 300 vidt forskellige medlemsforeninger eksponent for mangfoldighed og involvering af individer og grupper på kryds og tværs i kampen mod fattigdom,” lød hendes indledning.

Så vidt idealerne, men lad os se på, hvordan vi har brugt 2014 til at fremme dem. Har vi gjort det vi skulle, har vi gjort det rigtige?

For at besvare spørgsmålene på en relevant måde, kan vi jo tage udgangspunkt i fremtiden, som vi kender meget bedre nu end da vi lagde planerne og implementerede dem.

En ny global dagsorden for bekæmpelse af fattigdom og for en bedre verden er næsten på plads. Overskriften er foreløbigt, og det er mine egne ord:

”Vejen til værdighed inden 2030: Afskaffelse af fattigdom, forbedring af alle liv og beskyttelse af planeten.”

Med sine 17 mål er den nye dagsorden mindre fokuseret end Årtusindemålene. Mange har kritiseret den af den grund. Jeg hører ikke til blandt kritikerne. En global dagsorden må afspejle den kompleksitet, der er i verden og den mangfoldighed af aktører der er relevante. For CISUs medlemmer skaber den nye dagsorden rammen om mange målrettede og fokuserede indsatser. Vi skal hver især og sammen bidrage til at lægge konkret indhold i den og sikre, at den når i mål.

Spørgsmålet er nu om CISU er kommet godt nok fra start i forhold til at klæde sig selv og medlemmerne på til at gribe mulighederne.

CISU har sikret en fortsat mulighed for, at vi alle sammen kan søge økonomisk støtte i puljerne. Med den støtte kan medlemmerne sammen med deres partnere i syd skabe store resultater.  CISU har igennem en kompetent forvaltning af puljerne bragt sig i en position så Udenrigsministeriet er tryg ved at overdrage administration og kapacitetsudvikling til os. Vi er klar over, at vi skal gøre os fortjent til medlemmernes og donors tillid. Vi skal forbedre os hele tiden.

Derfor lavede vi i starten af året en medlemsundersøgelse. Den viste, at rådgivning, kurser og puljer stadig er de vigtigste grunde til være medlem af CISU. Det er også her, at langt de fleste af CISUs kræfter bliver brugt. Igennem dygtiggørelse af os selv, kan vi sikre os, at vores aktiviteter i syd og i nord både lever op til vores idealer og til krav om høj faglig kvalitet.

Medlemsundersøgelsen viste, at I bruger vores skriftlige materialer rigtig meget. Vi har netop udgivet to nye positionspapirer om organisationers rolle i skrøbelige situationer og i Nord. Vi håber, at I vil få gavn af dem.

I 2014 havde CISU fornøjelsen af 1.594 deltagere på kurser og medlemsmøder. Vi tilbyder et bredt udbud af temaer og niveauer, så alle medlemmer får gavn af kurserne. Underviserne har arbejdet med nye tilgange og redskaber til kurserne det seneste år. Vi har udviklet nye tilbud inden for organisationsudvikling, hvor den enkelte organisation kan gennemgå længere forløb.

Administration er måske ikke det mest spændende, men det er vigtigt. Derfor har vi gået CISUs bevillingssystem efter i sømmene med hjælp fra en ekstern konsulent. Systemet fungerer fint, hvilket også blev bekræftet i medlemsundersøgelsen. Der er dog også ting, vi kan forbedre. Vi vil for eksempel gøre ansøgningsprocessen digital, så det bliver lettere at søge.

Vi har udvidet rammen for støtte. I 2014 blev Puljen for Klima og Miljø forlænget med tre år, og de første 3 programmer blev bevilget i CISUs regi. Desuden blev retningslinjerne for oplysningspuljen revideret, og der blev etableret et bevillingssystem for den i lighed med de øvrige puljer. Hvis generalforsamlingen beslutter det, vil CISU også søge om en volontør-pulje.

Det var lidt om, hvad vi har gjort for at gribe de muligheder som en ny historisk kontekst giver os. Men i den virkelige verden er der ikke kun muligheder, udfordringerne står også i kø.

Et valg lurer lige rundt om hjørnet, og dette kan medføre alvorlige angreb på dansk støtte til udvikling. Flere partier har varslet, at de ønsker at sænke dansk bistand til 0,7 %, det vil være en besparelse, der vil lamme store dele af dansk bistandsarbejde. Også regeringen gjorde et anslag mod udviklingsstøtten under finanslovforhandlingerne, hvor de ville spare over 2 milliarder kr. på udviklingsbistanden for at finansiere flygtninge i Danmark.

Læs også: Venstre vil skære 2,5 mia. i bistanden og fokusere på Afrika

Det var en succes, at det lykkedes at begrænse omfanget af nedskæringerne i udviklingsbistanden til ”kun” 1 mia. kr. og at friholde civilsamfundsstøtten. Gennem en fælles kampagne og politisk benarbejde viste CISU sammen med de øvrige danske organisationer, at vi kan mobilisere og samarbejde om fælles interesser.

Det er dog ikke overstået. Vi kan forvente nedskæringer ved et eventuelt regeringsskifte, hvor CISUs puljer ikke kan friholdes. Vi har gødet jorden for at både CISU og medlemmerne kommer mere på banen. CISU har skabt god dialog med udvalgte politikere, blandt andet ved at mødes med dem på Christiansborg, invitere til debat på Folkemødet på Bornholm og deltage, når politikerne inviterer.

Vi har opfordret jer til at blande jer i den politiske debat i Danmark, og vi har udviklet vores kursusprogram og vores hjemmeside som hjælp til jeres indblanding med udgangspunkt i jeres ståsted.

Ganske snart har vi en mulighed for at blande os i valgkampen. Vi udarbejdet et forslag til et CISU ståsted, som vi alle kan tage udgangspunkt i, når vi giver vores bidrag. Jeg glæder mig til debatten om det her på mødet, og håber det vil give grundlag for, at vi alle blander os. Ingen organisation er for lille til at blive hørt, og vores opfordring er: Bland jer!

Vi har brugt mange ressourcer på at bidrage til udvikling af den danske civilsamfundspolitik og 2014 var året, hvor den skulle implementeres. Vores undersøgelser viser desværre, at Danmarks Civilsamfundspolitik ikke følges godt nok, når bistands-midlerne bruges rundt om i verden. Vi har gjort opmærksom på denne problemstilling i møder med politikere, med Udenrigsministeriet og i Udviklingspolitisk Råd. Vi vil følge op på problemstillingen i 2015. Danmarks Civilsamfundspolitik skal føres ud i livet og ikke, som Civilsamfundsstrategien, være et skuffepapir i ministeriet.

Vores styrke er befolkningens støtte og engagement. Den danske befolkning har brug for at høre fra os. Mange savner viden om udvikling. CISUs projekt ”Reframing the Message” – et godt dansk navn – har sat fokus på vores arbejde med oplysning i Danmark. Vi har fået flere redskaber og mere viden om, hvordan vi formidler vores værdier. CISU tilbyder mere rådgivning om kommunikation. På det nye verdenskort, som vil blive præsenteret i dag,  på CISUs hjemmeside, kan I vise jeres arbejde og organisation frem. Brug enhver mulighed for at vise danskerne, at civilsamfundet gør en forskel ude i verden.

CISU er en stærk og troværdig forening, fordi vi alle sammen bidrager til den. Derfor et stort, stort tak til medlemmerne for at bakke op om vores sammenslutning igennem de sidste 20 år. Tilsammen er vi CISU. Jeres dygtige arbejde er til gavn for menneskers værdighed og levevilkår, for jeres partnere rundt om i verden, for jer selv og for de andre medlemmer i CISU.

En stor tak til CISUs medarbejdere for jeres professionelle indsats. Der er altid hektisk aktivitet i sekretariatet, men I formår at holde en god relation til medlemmerne og til hinanden.  Tak til bevillingsudvalget og bevillingskonsulenterne. I har en svær opgave, men I håndterer den seriøst og dygtigt.

Tak til alle vores samarbejdspartnere både i og uden for Danmark.

Og sidst men ikke mindst tak til bestyrelsen, som arbejder med et kæmpe engagement og gør hvert bestyrelsesmøde til en fornøjelse og beslutningerne kompetente.

Tusind tak til jer alle sammen.

Læs den skriftlige beretning og mere fra generalforsamlingen på CISUs website.