Naturen er hellig
“Naturen er hellig” udkom d. 29. april på Informations Forlag.
Den er på 208 sider og koster 199,95 kr.
Debatbogen kan bestilles her: http://www.informationsforlag.dk/view_product.php?product=978-87-7514-4822
Hvordan kan det være, at vi er på vej mod en klimakatastrofe, uden vi tager det alvorligt og handler derefter?
Svaret ligger i vores kulturelle rødder. De tre monoteistiske religioner – jødedommen, kristendommen og islam – har nemlig vist sig at være naturfjendske i modsætning til de religioner, som de erstattede.
Det er hovedpointen i Jens-André P. Herbeners nye debatbog ”Naturen er hellig”. Emnet kan måske lyde noget omfattende, men de omkring 200 sider er faktisk rigtigt velskrevne og ret fornøjelig læsning.
Det er samtidigt forfriskende at læse en bog, der udfordrer den i dag altdominerende forestilling om, at menneskeheden konstant er på evig fremmarch mod nye højder.
Fra denne forestilling stammer også nærværende medies hovedfokus, begrebet udvikling. Nu trues ikke blot civilisationen, men også menneskeheden samt alt andet liv på kloden af en lurende katastrofe, som vi selv har skabt i al vores udviklingsiver.
Det betyder, ifølge Herbener, at klimaudfordringen ikke kan imødekommes ved hjælp af lappeløsninger og systemreformer. Der er behov for en mentalitetsændring.
Kald til handling
Jens-André P. Herbener er adjunkt i religionsstudier ved Syddansk Universitet og fast debattør af religion på Politiken. Trods den akademiske baggrund i religion er der imidlertid ingen tvivl om engagementet i klimasagen.
Bogen er blandt meget andet et stærkt ”call for climate action”, og et noget stærkere kald end det af samme navn, der blev resultatet af de seneste FN-forhandlinger i Lima.
Derfor kan man da også allerede i indledningen læse et forebyggende argument mod beskyldninger, som nogle læsere med stor sandsynlighed vil rette mod bogen.
”Nogle vil givetvis beskylde den for at være alarmistisk. Svaret er det enkle, at det er den også, for alarmisme er blevet realisme. Med den aktuelle klimakrise ser fremtiden de facto alarmerende ud”, skriver han i indledningen om bogens budskaber.
Den manglende reaktion på – med den nuværende amerikanske præsidents ord – den største udfordring, vi står over for, er nærmest lige så bekymrende som klimatruslen. Vi kan ikke løse klimaudfordringen, hvis vi samtidigt blot forsætter vores vækstræs mod apokalypsen.
Derfor retter Herbener særligt en markant kritik mod vores kultur.
”Dels excellerer medier og forlag i en opvisning i væsentlighedsforvrænging, når de prioriteter underholdning højere end den globale klimakrise. Dels er den efterhånden globale dyrkelse af penge, forbrug og vækst næppe den gyldne hovedej til mere lykke. Snarere repræsenterer den en livsfarlig overtro, ja, på sigt i værste fald opskriften på et globalt selvmord”.
Ja, det er stærke ord. Men kulturkritikken rækker langt dybere end blot dette.
De tre syndefald
Religion, og særligt Vestens religiøse rødder, er Herbeners hovedfokus. Det er nemlig her vi ifølge forfatteren kan finde en væsentlig årsag til, at kloden er ved at blive grillet.
Forfatterne opridser tre ”økologiske syndefald”, der har ført os med fuld fart ud på hovedvejen mod klimakatastrofen. Det første fald er agerbrugsrevolutionen. Dernæst kom den monoteistiske revolution. Til sidst nævnes den industrielle-teknologiske revolution.
Disse tre revolutioner udgør til sammen det store historiske ryk hinsides klodens begrænsninger. Der er særligt fokus på den store globale omvendelse fra animistiske religioner til monoteistiske.
Dette, påpeger forfatteren, har haft afgørende betydning for vores omgang med naturen. Tidligere animistiske religioner så nemlig naturen som hellig, og derfor behandlede de dyr, planter og floder med respekt og mådehold.
I modsætning er de monoteistiske religioner antropocentrisk – de sætter mennesket i centrum. Det skal man ikke bladre langt ind i Bibelen for at erfare, da det fremgår af selve skabelsesberetning. Mennesket er sat i verden af Gud for at blive mangfoldige og herske over naturen.
I kristendommen har der ligeledes været en Platon-inspireret foragt for det jordiske, hvilket har bidraget til ligegyldigheden over for naturbevarelse. Det var efterlivet i paradis, der blev efterstræbt, ikke kroppen, materien eller naturen.
”Snarere end at integrere har man ofte fremstillet det åndelige og materielle, sjælen og kroppen, nåden og naturen, menneskeheden og naturen som modsætninger og de dominerende holdninger har som regel nedvurderet eller ringeagtet ”verden” som et fremmed, sågar dæmonisk, sted og har søgt at hæve sig over den af hensyn til åndelig ophøjelse og verdensfjern frelse”, lyder det.
Der er imidlertid mange nuancering i bogen. Der findes forskellige tolkninger af både kristendommen og islam, og heriblandt er også økologiske retninger. Bl.a. nævnes Frans af Assisi, der er kendt som den ”økologiske skytsengel”.
Det kan i den forbindelse nævnes, at den nuværende pave Frans er det første katolske overhoved, der har taget navn efter ham, og han kæmper netop i dette år en kamp for klimaet til stor irritation for bl.a. højreorienterede amerikanske kristne.
Udvikling eller afvikling
Udover at nævne den monoteistiske religions negative rolle i vores natursyn er der en dybere civilisationskritik. Underliggende er et opgør med vores forestilling om udvikling. At hele menneskehedens historie har været en konstant march mod højere stadier.
Der er snarere tale om en gradvis afvikling i Herbeners perspektiv.
”Vi må erkende, at det i det altafgørende økologiske perspektiv er os, der er de dummeste i verdenshistorien”, fastslår han.
Der er altså tale om et opgør med tanken om, at nutidige samfund og individer repræsenterer det ypperste, som menneskeheden nogensinde har produceret.
Det beskrives, hvordan religiøse tænkere og filosoffer gennem tiderne langsomt og evolutionært har udviklet tankegangen bag vores skødesløse forhold til vores eget livsgrundlag.
Oplysningstiden går naturligvis heller ikke fri. Oplysningstænkerne videreførte idéen om, at naturen intet er værd, hvis ikke vi kan bruge den til egen vinding.
Det gælder eksempelvis i John Lockes begreb om ejendomsretten. Teorien hævder, at et æble, en pære eller et agern (som så vidt jeg husker er det originale eksempel) intet er værd før et individ lægger et stykke arbejde i det. Naturen er værdiløs uden menneskets mellemkomst, må konklusionen blive.
Et argument, der i øvrigt kunne bruges, når man skulle legitimere tilegnelsen af indianernes land, som ofte blev betegnet som ”res nulius” eller ”waste land”. Når landet ikke blev dyrket, kunne det vederlagsfrit tilegnes af de, der kom langvejs fra for at dyrke det.
Det er tankevækkende, når man tænker på, at konflikter mellem nomader og agerbrugsdyrkere i dag er blandt kilderne til adskillige konflikter i Afrika, bl.a. i Sudan og det nordlige Nigeria.
En pointe, som Herbener ikke gør så meget ud af, er, at det vel netop var her under kolonialismen, i mødet med de ”fremmede”, at udviklingsteorien for alvor blev dominerende og den lineære tidsopfattelse erstattede den cirkulære.
Det kommer bl.a. til udtryk i de politiske teorier om ”naturtilstanden” og de skotske oplysningsfilosoffers idé om de fire udviklingstrin: jæger/samlere, pastoralister, agerbrugsdyrkere og de kommercielle samfund.
I modsætning hertil havde man tidligere en idé om fire tidsaldre, der var helt modsat. Her begyndte verden med en guldalder, men det gik senere ned af bakke med tidsaldrene, som hver især var uslere end den forudgående.
Antikke digtere som Hesoid og Ovid var bestemt ikke fornøjede over den tid, de levede i. Bibelens beretning om Edens Have kan siges at have samme perspektiv.
Verdensopfattelsen blev altså vendt 180 grader på hovedet. Fra Rousseaus ”ædle vilde” til Thomas Hobbes barbariske stammer, der levede ”uhumske, dyriske, fattige og kortvarige liv”.
Så måske kan den vendes 180 grader igen?
Fremad mod fortiden
Forfatteren pointerer igen og igen, at vi er en historisk undtagelse. I langt, langt størstedelen af menneskehedens historie har vi rent faktisk levet i pagt med naturen og klodens begrænsninger.
Der er imidlertid nok næppe tid til en global omvendelse til mere naturvenlige religioner inden den internationale klimaaftale skal vedtages i Paris i december. Men Herbener mener, at religion kan spille en markant rolle, fordi det religiøse har en stor indflydelse på så mange mennesker i verden.
Konkret opfordres læseren til enten at promovere nyhedenske og naturvenlige religioner eller forsøge at få miljøkampen på dagsordenen i de store etablerede monoteistiske religioner.
Argumenterne om religion i klimakampen giver måske ikke så meget mening i en dansk kontekst. Men religioner har langt mere indflydelse i andre dele af verden.
Det nævnes eksempelvis, at hvis de evangeliske kristne i USA anerkendte klimaproblematikken, ville det republikanske parti sandsynligvis følge trop – trods oliemilliarderne, der i Gud’s eget land pumpes ind i valgkampene.
Der er også mere sekulære anvisninger til at kæmpe en kamp for klodens fremtid. Grundlæggende tales der om forandringer på et personligt plan og civil ulydighed på et samfundsmæssigt plan.
Mens politikerne på den ene side taler om, hvor alvorlig udfordringen med klimaet er, mener de på den anden side, at økonomisk vækst er det vigtigste politiske mål.
Men netop udvikling og økonomisk vækst er er problemet ifølge Herbener. Ja, selv det faktum, at vores gennemsnitlige levealder er steget problematiseres.
Årtusinders kulturel bagage kan næppe ændres markant på kort sigt, men derfor er det alligevel relevant med en debatbog, der beskæftiger sig med de historiske forudsætninger for nutidens forhold til naturen og kloden.
Man kan imidlertid diskutere, hvor meget indflydelse religion har haft på vækstideologien. Flere forskere peger eksempelvis på, at afskovning og medfølgende klimaforandringer førte til de polyteistiske mayaers endeligt omkring det første årtusindeskift.
Der er imidlertid flere studier, der peger på, at traditionelle folkeslag passer bedre på deres naturlige omgivelser end stater og virksomheder.
Derfor er oprindelige folks viden også blevet et vigtigt begreb i debatten om bæredygtighed. En viden, de har som følge af en tæt omgang med og afhængighed af den natur, som resten af verden i høj grad er blevet helt afsondret fra.
De er afhængige af at kende naturen og dens luner, og samtidigt er de i klimaforandringernes frontlinje. Med meget få midler må de forsøge at tilpasse sig for at få brød på bordet.
Efter århundreder med kolonialisme og økonomisk globalisering er det nu måske den rige del af verden, der trænger til at blive udviklet – eller afviklet, om man vil.
”Naturen er hellig” beskæftiger sig som det forhåbentligt fremgår af ovenstående med et væld af discipliner og historisk materiale. Alligevel er den letlæst og særdeles velegnet til en læseoplevelse i foråret i et af byens grønne åndehuller.
