Europæerne ville gøre klogt i at lægge deres angst for de fremmede fra sig og indse, at den nuværende situation i Mellemøsten ikke er ulig deres egen historie.
Den urolige situation i Mellemøsten minder om Europas egen mindst lige så voldelige fortid.
Et blik på det 20. århundrede og ofrene for to verdenskrige er nok til at bringe os til besindelse og få politikere i EU, nationale og populistiske stemmer til at tie, skamme sig og lede efter bæredygtige og omfattende løsninger. Hvor dyre de end måtte være.
”Dødens hegn”
For nogle på den yderste højrefløj er “flygtninge” og ”asylansøgere” blevet beskidte ord, der udtrykker krænkelser og had.
Mens højreorienterede nationalister hævder at forsvare deres arv og traditioner, forråder de med deres holdninger til flygtninge faktisk disse værdier.
Europæerne har ikke altid været så fjendtlige over for dem, der flygter fra krig og konflikt. Under første verdenskrig, tog det lille land Holland mod så mange flygtninge, at tyskerne så det nødvendigt at konstruere et 200-kilometer langt elektrisk hegn langs den belgiske-hollandske grænse i et forsøg på at dæmme op for tilstrømningen af belgiere, som flygtede fra den tyske besættelse af deres land.
Kendt som “dødens hegn”, var det verdens første højspændingsbarriere. Bygget på et tidspunkt, hvor europæerne var stort set uvidende om elektricitet og dens farer, kom hegnet til at kræve hundredvis af ofre.
Mennesker var uvidende om, hvor dødbringende det var eller var desperate nok til at risikere døden for at krydse grænsen.
Parallellen til druknede flygtninge er skræmmende.
Snyltere og bedragere
Men det var ikke bare hollænderne, der gav ly til deres uheldige belgiske naboer. Selvom Storbritannien er kendt for sin ofte isolationistiske ø mentalitet, husede man under første verdenskrig op mod en kvart million belgiske flygtninge, herunder kongen og eksilregeringen, ofte i specialbyggede landsbyer.
I modsætning til dagens billede af asylansøgere som værende snyltere og bedragere, blev disse flygtninge betragtet som heroiske.
Man ønskede at hjælpe de “modige belgiere”.
Det ville være kærkomment, hvis Europa, i stedet for at fralægge sig sit ansvar, genopdager denne ånd.
Fortiden er et fremmed land
For at forstå det grundlæggende skift i holdningen i de efterfølgende årtier, er man nødt til at dykke ned i karakteren af nutidens Europa.
Det er ikke bare et spørgsmål om egoisme og uvilje, men også et spørgsmål om dyb uvidenhed.
Det siges, at fortiden er et fremmed land, og et Europa med krig og nær-udslettelse er blevet netop det – et fjernt minde, som kun de ældste af europæerne har delvist erfaret på egen hånd.
Set fra det fredelige, stort-set velstående og grænseløse EU, synes galskaben og kaosset i Mellemøsten og Afrika uforklarlige og barbariske, og det gør det langt nemmere at skyde skylden på ofrene for den situation, de befinder sig i.
Ikke uden fortilfælde
Men Europa i Første og Anden Verdenskrig lignede det moderne Mellemøsten i skræmmende grad – med den undtagelse, at Europa dengang var endnu mere dødbringende.
Mens anslået 11-12 millioner syrere er flygtet fra krig, der hærger deres land, er situationen ikke uden fortilfælde.
For et århundrede siden, var der millioner af flygtninge i Europa, og Anden Verdenskrig resulterede i mindst 10 millioner fordrevne.
For et århundrede siden var Belgien, ligesom Syrien i dag, en ødelagt nation af flygtninge og internt fordrevne.
Nogle flygtede til nabolandene, atter andre søgte tilflugt fra kampene i andre dele af landet.
Slagteriet på Vestfronten
For europæerne er et andet uforklarligt aspekt af det moderne Mellemøsten de forfærdelige niveauer af meningsløse drab og blodsudgydelse, der efterlader det indtryk, at denne region har en unik blodtørst.
Selvom det at sammenligne blodbad er temmeligt makabert, er det ikke desto mindre desværre nødvendigt at fremhæve, at den nuværende situation ikke er enestående, og dermed i sidste ende kan overvindes.
Mens blodbad og ødelæggelse i Syrien og regionen som helhed i dag er forfærdelige og bekymrende, blegner det i sammenligning med det slagteri, der fandt sted på Vestfronten, hvor den gennemsnitlige skyttegravssoldat forventedes at overleve højst 3-6 uger.
Europa må se sig i spejlet
På trods af de mange millioner europæere, der omkom i de to verdenskrige, var Europa i stand til at vende et nyt blad i sin historie og påbegynde en tid med fred og sameksistens.
Det er uundgåeligt, at branden, der raserer Mellemøsten for tiden, i sidste ende vil dø hen.
Europa bliver nødt til at stoppe op nu, se sig selv i spejlet og tage bestik af sin fortrængte fortid og opfattelse af sig selv som hævet over alle andre verdener og kulturer og berettiget til at afvise mennesker (medmennesker!) fra de dele af verden, der er i konflikt og som Europa desuden tidligere så groft har udnyttet for at støtte sin egen vækst.
