Situationen er spændt i Burundi, hvor der tirsdag var nye voldelige demonstrationer mod præsident Pierre Nkurunzizas ønske om at stille op til en tredje embedsperiode.
Et privat svensk-dansk initiativ har gennem et år haft fokus på situationen og vil sende underskrifter til topmødet i Tanzania, hvor afrikanske ledere onsdag mødes for at drøfte konflikten.
Initiativtagerne holdt en manifestation i København fredag for at gøre opmærksom på, at Nkurunzizas forsøg på at klynge sig til magten ifølge deres mening er i strid med både Burundis forfatning og Arusha-aftalen, der satte en stopper for den syv år lange borgerkrig i landet.
I lyset af Burundis nyere historie kan man frygte det værste, skriver folkene bag underskriftindsamlingen.
”Nu er tiden inde til at handle, så 2015 i Burundi ikke bliver ligesom 1994 i Rwanda,” lyder det i den opfordring, der sendes videre til Tanzanias præsident, Jakaya Mrisho Kikwete.
”I 1994 havde FN og nogle statsmænd magt til at forhindre eller afbøde folkedrabet på tutsierne i Rwanda, men de valgte ikke at handle. År senere kom de til at udtrykke deres beklagelse til de overlevende. Lad os huske lektionen.”
Kikwete er i denne uge vært for et ekstraordinært møde mellem afrikanske ledere, der skal forsøge at komme frem til en løsning på situationen i Burundi.
Du kan skrive under her