EU-Parlamentet vedtager bindende regler for import af konfliktmineraler

13406579753_9b72465784_z
En coltan-mine nær Luwowo i provinsen Nord Kivu i DR Congo.
Foto: MONUSCO
Laurits Holdt

20. maj 2015

EU-Parlamentet har onsdag vedtaget et sæt bindende regler for importen af de såkaldte konfliktmineraler.

Det betyder, at alle importører af konfliktmineraler skal have certificering og deltage i en mærkningsordning, der skal sikre at indtægterne fra mineralerne ikke ender hos væbnede grupper.

Længe så det ellers ud til, at parlamentet ville vedtage et sæt af frivillige regler, hvilket fik organisationerne Amnesty International og Global Witness til at konkludere, at EU hellere ville hjælpe “big business” end mennesker, der bor i områder, hvor konfliktmineralerne udvindes.

Begrebet “konfliktmineraler” dækker over en række metaller, der bl.a. bruges i meget af den elektronik, som de fleste af os bruger i dagligdagen. Det er f.eks. mobiltelefoner og computere.

Et vattet forslag

 

En af de parlamentarikere, der kæmpede for bindende regler på området er danske Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

 

“Kommissionen har kæmpet for et vattet forslag, som skulle lave en frivillig ordning, som ikke ville være et skridt i den rigtige retning. Heldigvis vedtog Parlamentet en bindende erklæring stik imod Kommissionens ønsker. Det er en vigtig sejr, der kan gøre op med konfliktmineraler i Europa,” siger hun til Globalnyt og fortsætter:

“Det er nu op til Parlamentet at holde fast på denne rigtige linje i de kommende forhandlinger med Kommissionen og Rådet, der alle efter bedste EU-tradition vil forsøge at udvande det her forslag til det ukendelige. Men nu har de folkevalgte i hvert fald sendt et stærkt signal om, at vi ikke vil tillade, at afrikanske militser tjener penge på mineraler, der importeres til Europa.”

Læs også: EU giver ‘grønt lys’ til konfliktmineraler og NGO’er: EU’s lovforslag mod konfliktmineraler er tandløst (U-landsnyt.dk)

“Vedtagelsen betyder også, at importører uden for EU, for eksempel Kina, er tvunget til at vælge de rigtige leverandører, hvis de har tænkt sig at sælge mineralerne i Europa. Det er faktisk et stort skridt i den rigtige retning og jeg er glad for, at det lykkedes for de progressive kræfter at dæmme op for det elendige forslag, som Kommissionen og de konservative i Parlamentet havde lagt op til.”

Et overset problem

“Handlen med konfliktmineraler har været totalt overset af EU i mange år. Det har krigsførende militser tjent styrtende på. Derfor var det vigtig for mig, at forslaget om at begrænse tilstrømningen af konfliktmineraler til Europa blev bindende og obligatorisk, så ingen kan snyde uden at skulle deklarere, hvor importerede mineraler kommer fra og hvem der tjener penge på dem,” siger Rina Ronja Kari.

Ifølge Global Witness, der beskæftiger sig indgående med problemerne omkring konfliktmineraler, har udvindingen og handlen med konfliktmineraler en stor del af skylden for konflikterne i bl.a. Centralafrikanske Republik, DR Congo og Columbia.

Følger USA

Med vedtagelsen af de bindende regler følger EU USA, der i 2010 vedtog den såkaldte Dodd-Frank-lov, som bl.a kræver, at virksomheder skal kunne dokumentere, at hverken de eller deres underleverandører får forsyninger fra blandt andet DR Congo, hvor disse mineraler er med til at finansiere militser og kriminelle bander.

I 2014 begyndte elektronikfirmaet Apple at offentliggøre lister over leverandører, der muligvis får råstoffer fra konfliktområder og samme år annoncere et andet stort elektronikfirma, Intel, at det ikke længere ville bruge konfliktmineraler i fremstillingen af dets produkter.

Læs også: Mange miner i det østlige DR Congo er nu ”konfliktfrie”