Verdens gang styres stadig – hovedsageligt – af staterne, om ikke af pengemagten bag dem. Men vide befolkningsgrupper, hvoraf ”Islamisk Stat”, skiller sig særligt ud, truer også verdensfreden og hvad man kunne kalde et mindstemål af civiliseret omgang mellem staterne.
Dertil kommer så en række staters indædte modstand mod enhver form for ”indblanden” i deres indre anliggender.
De tanker om internationalisme og befordring af retsstatens ideer, der i et vist omfang er blevet viderebragt gennem FN og dets underorganisationer, er herefter truet på to fronter.
Man kan rolig sige, at de talrige ”formaninger”, der ligger i generalsekretær Ban Ki-moons idelige påtaler af undertrykkelse, forfølgelse, politiske drab og megen anden ondskab overalt i verden i vidt omfang falder på klippegrund.
Voldelige fanatikerformationer som ”Islamisk Stat” består af krigere med middelalderligt tankesæt og bespotter al forhandling – som var de kommet fra en anden planet.
Stater er – formelt i hvert fald – en del af verdenssamfundet såvel som af FN.
At de dermed skulle være inden for ”pædagogisk rækkevidde” sådan politisk-demokratisk set gælder kun i begrænset omfang.
Ustyrlige diktaturer er dog i visse tilfælde blevet påvirket af omverdenens sanktioner mod dem.
Presset nedefra – det fra ngo’erne
Sydafrika bøjede sig, da mange vestlige stater forlangte farvel til apartheid-systemet og den sorte flertalsbefolkning ville have del i den politiske magt, Libyens diktator Moammar Gaddafi blev medgørlig og åbnede sig for omverdenen efter mange års sanktioner på grund af hans støtte til terrorister (indtil han selv fjernet fra denne verden af sine egne), Serbien udleverede krigsforbrydere efter økonomisk pres fra EU…
Det pres mod staterne, ikke mindst diktaturerne, nedefra – fra ikke-statslige organisationer, ngo’er, som syntes at have åbnet nye muligheder for eksport af retsstatens ideer, er i de senere år desværre blevet kraftigt modarbejdet af mindst en snes stater.
De har ligefrem vedtaget love, som besværliggør, ja ofte umuliggør ngo’ers samarbejde med udenlandske søsterorganisationer.
Det hjælper lidet eller intet, at man er Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), Human Rights Watch, Médecins sans Frontièrs.. eller Nordisk Ministerråd. For blot at nævn nogle.
Det er sprunget i øjnene, at Rusland med en rigid ny lovgivning stempler alle mulige fremmede organisationer, som har eller har haft en repræsentation i landet eller samarbejde med russiske organisiationer, som fremmede agenter med deraf følgende mistænkeliggørelse og opstilling af betingelser, som umuliggør en fortsat vestlige støtte til russiske civilsamfundsorganisationer, den være sig økonomisk eller på anden måde.
Nordisk Ministerråd har netop måttet lukke i Moskva.
En nærmest paranoid frygt for udenlandsk påvirkning, for ”farlige” fremmede ideer – ”frihedsbaciller”, kunne man kalde dem – som Josef Stalin plantede i det russiske samfund, synes nu viderebragt under Vladimir Putin.
Hyppige inspektioner af myndighederne, ofte med henvisning til manglende skattebetaling, kan blive en pestilens for en ngo. Ungarns præsident Viktor Orban kalder den udenlandske støtte for et våben mod hans ideer om at gøre Ungarn til en ”illiberal stat”. (Det var ingen trykfejl).
Over 20 stater sætter bomme ned for udenlandske ngo’er
Putin har tilsyneladende fundet en virkelig allieret i Orban, som vender sig mod alle former for privatpræget initiativ, ikke mindst udefra.
Det drejer sig således ikke kun om ngo’er, der vil fremme almindelige politisk uafhængighed, men også dem, der påtaler sådan noget som dårlig offentlig service, ringeagt over for mindretal, så som den, der har rejst sig mod diskrimination af Ungarns romaer (sigøjnere) eller den, der har åbnet en hotline for kvinder, som bankes og trues af deres ægtemænd.
For slet ikke at tale om den kvindegruppe, der ville skaffe sig information om deres ægtemænd eller slægtninge i fordækt kamp i Ukraine.
Aserbajdsjan, Etiopien, Eritrea, Mexico, Pakistan, Sudan og Venezuela har alle vedtaget love, der vanskeliggør, at deres ngo’er modtager penge fra udlandet.
Og i hvert fald en halv snes andre lande har planer om at gøre noget lignende: Bangladesh, Egypten, Malaysia og Nigeria er nogle af dem.
Lige efter afslutningen på Den Kolde Krig hilste en række alt andet end demokratiske regeringer sådan privat præget udenlandsk økonomisk støtte velkommen, de forestillede sig, at det måske kunne give dem good-will over for USA og dets allierede.
Det er nu flere år siden, at Rusland og diverse andre autokratiske regimer har indset den dermed forbundne fare for demokratisk påvirkning.
Selv organisationer, der ikke har modtaget penge fra udlandet, er blevet sortlistet alene på grund af relationer til udlandet.
Chikanen kan også udøves alene gennem bureaukrati. I Usbekistan skal udenlandske donationer indbetales gennem to statslige banker, hvorfra kun en vis del af beløbet kommer ngo’en i hænde.
Det må dog medgives, at mistænkeliggørelse af udenlandske støttebeløb til organisationer også findes i demokratier. Udenlandske regeringers økonomiske støtte til tænketanke i Washington foranledigede således private indsigelser om udenlandsk indblanding.
I de seneste to år er den amerikanske organisation USAID blevet smidt ud af både Rusland og Bolivia.
Omfattende støtte til transantionale ngo’er
Nå, men har FN har ikke gjort noget ved alt dette her, kan man spørge. Jovist, i 2011 udnævnte FN den kenyanske advokat Maina Kiai til særlig rapportør for forsamlingsfrihed, og et regeringssamarbejde ved navn The Open Government Partnership blev oprettet samme år.
Det skaffer penge til regeringer, der vil gøre en indsats for at fremme transparens (gennemskuelighed) hos staterne og for et pluralistisk civilsamfund.
USA, Storbritannien og Sverige samt firmaer som Ford, MacArthur og The Open Socielty Institute er væsentlige støtter til disse initiativer, som sigter på ngo’er i de, om man så må sige, ”fremmedfjendtlige”stater.
Staternes holdninger varierer en del, og undertiden er der tale om et vist tovtrækkeri.
En anden intergovernmental organisation, Community of Democracies, har medvirket til at standse nylige forsøg på at svække ngo’er i i hvert fald fem lande.
Internationalismen, som den siden FN’s oprettelse har vokset sig stærkere og stærkere, henter sin styrke ved utallige bånd og påvirkninger mellem private sammenslutninger på kryds og tværs af grænserne.
Efter at Jerntæppet mellem Øst og Vest gik op omkring 1990 blev det for mange klart, at parlamentarisme og frie valg burde suppleres ved stærke civilsamfund.
Men befolkningernes ret til at ytre sig frit, danne foreninger og holde møder trues og modarbejdes i dag på en forfærdende ny måde også af formationer som Islamisk Stat og Boko Haram.
Disse nutidens misantroper forstår desværre kun magtens sprog. Ligesom statsmagter som Iran og Rusland, der bærer et tungt ansvar for Syrien-borgerkrigen ved dets fortsatte støtte til Assad-regimet.
I Ruslands tilfælde også for sit engagement i den væbnede konflikt i Ukraine.
Krige og international terror har i tillæg til død, ødelæggelse, hjemløshed og fattigdom ulykkeligvis skabt mægtige hindringer for udvikling af vor klode.
Ngo’erne kan forekomme som nogle små spillere i alt dette. Men deres vedholdenhed holder håb om bedre tider i live.
Henrik Døcker er journalist med speciale i folkeretten og menneskeretsspørgsmål.
Artiklen er bragt i FN-forbundets magasin “Global” og stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren.
