De kommer hertil fra flere kontinenter – kvinder, der har betydning for kvinders indflydelse i politik. De kommer fra Mellemøsten, Afrika, og Latinamerika og anledningen er 100-året for kvinders stemmeret i Danmark.
Det er DIPD og KVINFO, der har inviteret og i fællesskab har arrangeret en international konference med fokus på kvinder i politik, der finder sted onsdag den 3. og torsdag den 4. juni 2015 i Eigtveds Pakhus (en del af udenrigsministeriet).
Det er en stort anlagt konference med ikke færre end 6 paneldrøftelser, der slutter – kulminerer kan man måske sige – med en højniveau minister-debat.
Her skulle den danske udenrigsminister Martin Lidegaard havde deltaget, men det forestående valg har lagt sig imellem. Lone Dybkjær, også radikal og tidligere minister, indtræder i hans sted og debatterer sammen med undervisningsminister Chitra Lekha Yadav fra Nepal, justitsminister Asha-Rose Mtengeti-Migiro fra Tanzania, socialminister Reem Abu Abu Hassan fra Jordan og endelig Martha Karua, der er præsidentkandidat i Kenya.
Også ligestillingsminister Manu Sareen har måttet melde afbud til konferencen sammen med enkelte andre danske toppolitikere, men det ændrer ikke, at der i paneldrøftelserne er lagt op til spændende debatter, der har deltagere fra bl.a. Bhutan, Jordan, Marokko, Malawi, Tunesien, Ghana, Egypten og Libanon.
Konferencen vil kaste et blik på, hvad arrangørerne kalder ”den danske tilgang”, som vil blive diskuteret i et globalt perspektiv. Paneldebatterne vil desuden hav de fokus på bl.a. kvinder i lokalpolitik, kvinder og politisk vold samt vejen til politisk magt ud fra et mere personligt perspektiv.
Det siger sig selv, at drøftelser af ”den danske tilgang” m.m. må inkludere markante danske profiler på området, og det gør konferencen da også.
Deltagerne – der er indbudt flere end 200 – er et bredt udvalg af danske og udenlandske politikere, repræsentanter fra DIPD’s og KVINFO’s internationale samarbejdsorganisationer og andre aktører på den politiske arena.
DIPD (Institut for Flerpartisamarbejde) og KVINFO (Videns- og Udviklingscenter for Køn, Ligestilling og Mangfoldighed) samarbejder med partnere fra lande, der dækker Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika; områder hvor DIPD og KVINFO i mange år har bidraget til at styrke kvinders aktive deltagelse i det politiske liv.
Konferencen er lukket – man kan således ikke selv tilmelde sig – men det omfattende program med baggrund og profiler kan nok alligevel have bred interesse og er derfor vedhæftet denne omtale.
Spørgsmål og eventuelle andre henvendelser kan i øvrigt ske til projektkoordinator Susanne Adelhardt Jensen, [email protected], telefon 38 40 28 04.
Med i marchen den 5. juni
Konferencen slutter nok på torsdag, men mange af deltagerne bliver og går med i det store Grundlovs-optog, som Dansk Kvindesamfund har arrangeret gennem København. De går under DIPD-banner.
Download konferencens program (PDF)