De fleste danskere vil hjælpe forfulgte minoriteter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Flygtninge er igen blevet et stort tema i den danske valgkamp, og partierne defilerer med forskellige holdninger. Hvor mange asylansøgere kan Danmark tage imod, og hvordan hjælper vi verdens flygtninge herhjemme og i flygtningenes eget nærområde?

Senest ønsker partiet Venstre ifølge Kristeligt Dagblad, at der skal tages særligt hensyn til forfulgte kristne i et eventuelt regeringsgrundlag. Andre partier vil udvide målgruppen til alle forfulgte.

Men hvad mener danskerne om hensynet til etniske og religiøse minoriteter. Og har vi et ansvar over for disse, når de befinder sig i andre lande? Det har organisationen Mission Øst fået Danmarks Statistik til at undersøge.

Kun en fjerdedel siger nej

En dugfrisk undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at 63,1 procent mener, Danmark har ansvar for at hjælpe forfulgte minoriteter i andre lande, fortæller organisationen.

Mission Øst formulerede dette spørgsmål til Danmarks Statistik under Folkemødet på Bornholm, og svaret kom fra 1.327 respondenter fra hele Danmark: ”Mener du, at vi som danskere bør hjælpe forfulgte religiøse og etniske minoriteter i andre lande?”

Her svarer 63,1 procent af 1.327 adspurgte et utvetydigt ja, mens kun 25 procent siger klart nej. 11,9 procent krydser af for ”ved ikke”.

Mænd og veluddannede forrest

Undersøgelsen viser, at de fleste danskere mener at Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker i nød – også selv om de nødlidende befinder sig i andre lande langt væk fra trygge Danmark.

Den viser også, at de fleste danskere står klar til at hjælpe etniske og religiøse minoriteter i disse lande.

Det er flest mænd, som føler ansvar for forfulgte i andre lande – 65,4 procent af mændene og 60,8 procent af kvinderne.

Det er også de veluddannede, der mener at Danmark skal gå i brechen for forfulgte minoriteter.

Undersøgelsen viser, at hele 82,9 procent af danskere med en mellem- og længerevarende uddannelse, samt ph.d. studerende, vil række en hjælpende hånd til de forfulgte.

Københavnere mest positive

De positive besvarelser fra de forskellige landsdele fordeler sig mellem 56,7 og 59,2 procent, som ønsker at hjælpe etniske og religiøse minoriteter.

En landsdel skiller sig dog ud: I Hovedstadsområdet mener hele 71,9 procent, at danskere bør hjælpe.

DST Survey, Danmarks Statistiks indsamlingskontor, har indsamlet svarene via web og telefon, den 2. juni og den 10.-12. juni.
Panelet til besvarelserne er rekrutteret fra seks repræsentative undersøgelser i april, maj og juni. 2.000 har sagt ja til at blive kontaktet. Svarene er indsamlet på 24 timer og vægtes for uddannelse, indkomst, køn, alder og geografi.