Henriette Laursen fylder 50

henriette_laursen_foto_stephen_freiheit_6384
Forfatter billede

Fødselaren ser jobbet som “general” for DUF siden 1. september i fjor som en naturlig fortsættels af godt 16 års virke i AIDS-Fondet.

“Der er en lige linie fra DUF til mit tidligere arbejde som direktør for AIDS-Fondet, hvor jeg især virkede for, at de, der var mest sårbare over for sygdommen, deltog og havde indflydelse på tilrettelæggelsen af forebyggelse og behandling”, som hun sagde ved jobskiftet.

I Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) står hun for den daglige ledelse af sekretariatet, støtter den politiske ledelse og virker for at indfri organisationens strategiske mål.

DUF er service- og interesseorganisation for 70 medlemsorganisationer og deres omkring 600.000 foreningsaktive medlemmer.

Så der er god brug for Henriette Laursens erfaring med ledelse af en politisk styret organisation, politiske forhandlinger samt forståelse for foreninger og frivilligt engagement.

Og øje for det globale perspektiv – både AIDS-Fondet og DUF har i de senere år engageret sig stadig mere i internationalt arbejde.

Mange strenge – og et par år i Vietnam

Henriette Laursen er cand. jur. og ‘udlært’ som advokat hos Kammeradvokaten (1993-1998).

Hun er lederuddannet, certificeret coach samt censor på master-uddannelser på Københavns Universitet.  

Hun har været næstformand for indsamlingsorganisationernes brancheorgan (ISOBRO), hvor hun også var medlem af arbejdsgruppen for den nu vedtagne nye indsamlingslov.

Fra 2005 til 2007 havde hun orlov fra AIDS-Fondet og var bosat i Hanoi med sin mand og tre børn for at arbejde som international rådgiver for Danida i Vietnam.

Placeret i Vietnams største arbejdsgiverorganisation arbejdede hun med at forbedre arbejdsforholdene i en stribe vietnamesiske virksomheder. Ikke mindst med hiv-/aids-forebyggelse på arbejdspladserne.

Blev et kendt ansigt

De mange år som direktør i AIDS Fondet – fra april 1998 til august 2014 – gjorde hende til et kendt ansigt i u-landsmiljøet og en ivrig samfundsdebattør.

Hun tog over i DUF-domicilet på Scherfigsvej på Østerbro i København efter Kåre Månsson, der valgte at fratræde efter mere end syv år i organisationen

Selv blev hun erstattet i AIDS-Fondet af Klaus Legau, der tiltrådte som direktør fra 1. januar 2015. Den 50-årige ernærings- og husholdningsøkonom blev hentet fra egne rækker, idet han siden 2012 havde været vicedirektør og siden konstitueret direktør.

Han besad stillingen som sekretariatschef for STOP AIDS, der nu er en del af AIDS-Fondet.

Privat bor Henriette Laursen og familie i københavnerbydelen Valby.