Formanden for FN’s 70. Generalforsamling, tidligere udenrigsminister og formand for folketinget Mogens Lykketofts åbningstale til FN’s 2015 NGO-konference i FN’s Generalforsamlings sal i New York 25 august 2015.
I dette efterår fejrer vi 70-årsdagen for FN’s charter, et historisk dokument, der sammenfatter håbet om et bæredygtigt, fredeligt og sikkert verdenssamfund – en verden med ordentlig regeringsførelse, retssamfund og respekt for menneskerettigheder.
NGOernes afgørende rolle
Regeringerne er ikke altid de bedste vogtere af FN-charteret. Derfor er det så afgørende, at civilsamfundets organisationer spiller en stadig vigtigere rolle i FN.
Vi har brug for støtten til at revitalisere og reformere FN, så procedure og organisation bedre afspejler det 21. århundredes reelle verdensbillede og imødekommer berettigede forventninger om åbenhed, deltagelse og effektivitet.
Vi har brug for støtten til at påvirke og presse verdens stormagter til bedre at enes om fredsskabende og fredsbevarende opgaver. Vi må ganske særligt appellere til de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd om at samarbejde om at forhindre nye konflikter og sætte en stopper for de ødelæggende krige i Mellemøsten, Afrika og endda i Europa.
Vi behøver civilsamfundet til at presse på for at skabe et stærkt regime til at undgå spredning af masseødelæggelsesvåben, og for fornyet fremskridt i de fastlåste nedrustningsforhandlinger om både kerne-, biologiske, kemiske såvel som konventionelle våben.
Vi har også brug for dem til med høj røst at imødegå dem, der hævder, at FN er for dyrt og dem, der ikke lever op til egne tilsagn om akut nødvendig nødhjælp eller gamle løfter om udviklingsbistand.
Vi har brug for argumenterne for, at relativt små bidrag til verdenssamfundets arbejde kan styrke fred og sikkerhed langt mere og bedre end de nu igen stærkt stigende investeringer i oprustning og våbenkapløb.
Vi har brug for civilsamfundets organisationer til – ved enhver lejlighed – at understrege, at fred og sikkerhed og respekt for menneskerettighederne er grundlæggende forudsætninger for en bæredygtig global udvikling.
Et globalt folkeligt engagement
Formuleringen af FN’s dagsorden for 2030 – de bæredygtige udviklingsmål – har i langt højere grad end nogen sinde før været en proces nedenfra og op. Det har været en meget opmuntrende milepæl for aktiv deltagelse fra en bred skare af interessenter.
Millioner af engagerede verdensborgere har deltaget i debatten via nationale og internationale NGOer, og et stadigt mere progressivt erhvervsliv har medvirket konstruktivt. Civilsamfundet har haft afgørende betydning for, at resultatet er blevet så vidtgående i forslag om sammenhængende kursændringer
Det, vi har opnået – det resultat, som bliver bekræftet af verdens stats- og regeringschefer på verdenstopmødet i FN om en måned – er et revolutionerende dokument: Vi har halveret den ekstreme fattigdom i verden de seneste femten år som resultat af Årtusindemålene fra år 2000.
Men med de nye bæredygtige udviklingsmål erkender vi, at den resterende ekstreme fattigdom ikke kan udryddes ved at vandre videre ad samme spor: For den model for økonomisk vækst, vi har brugt de foregående femten – og de foregående halvfjerds – år, er hverken socialt eller miljømæssigt bæredygtig.
De nye FN-mål er forud for megen konventionel tænkning i offentligheden, i mange regeringskontorer og i mange dele af det globale forretningsliv, hvor man stadig ser en konflikt mellem vækst og miljøhensyn og stadig tror, at en fair fordeling af formue og indkomst er underordnet, så længe der bare er vækst i økonomien som helhed.
Mange tror stadig, at fremgang for de rige og superrige vil sive ned til alle, og mener stadig at staternes rolle med at investere og omfordele kan og skal reduceres.
Den grundlæggende analyse i vores 2030-dagsorden er, at fattigdommens udryddelse og indsats mod ulighed, miljøkatastrofer og klimaforandring er tæt forbundne og alle er dele af samme kamp.
En mere fair fordeling af verdens ressourcer
Derfor insisteres der i 2030-dagsordenen på en langt mere fair fordeling af de globale ressourcer, både mellem lande og inden for det enkelte land.
Der er ikke socialt bæredygtig udvikling i en verden, hvor de 92 rigeste dollarmilliardærer ejer mere end de fattigste 3,5 milliarder mennesker – halvdelen af menneskeheden!
Hvis vi vil opfylde løftet om, at ingen skal sejles agterud – ’no one left behind’ – hvis alle kvinder og mænd skal have adgang til globale goder som energi, vand, mad, uddannelse og sundhedspleje, så må vi dele langt mere ligeligt.
Siden den dag, jeg blev født for snart 70 år siden, er antallet af mennesker på jorden tredoblet. Og i gennemsnit forbruger vor tids mennesker en større del af klodens kapital end for 70 år siden.
Derfor er det så påtrængende at gennemføre grundlæggende forandringer i vort produktions- og forbrugsmønster og vores energiforsyning, hvis vi vil undgå en uoprettelig forringelse af levevilkårene for mennesker på denne jord.
Hvis klimaforandring og miljøødelæggelse fortsætter, bliver vi aldrig blive i stand til at mobilisere de nødvendige ressourcer til udvikling.
I stedet kommer vi til at stå over for en ukontrolleret, massiv folkevandring og dertil knyttede konflikter – i langt, langt større omfang end vi allerede nu ikke er i stand til at håndtere på en anstændig måde.
De lande skal give minimum 0,7 af BNI i udviklingsbistand
Hvis vi skal opfylde målsætningerne om bæredygtig udvikling, skal der investeres billioner af dollars før 2030. De skal komme tre steder fra:
For det første: de fattigste lande kan kun klare opgaven, hvis rige lande omsider lever op til deres gamle forpligtelse til at yde minimum 0,7 pct. af deres BNP i udviklingshjælp.
For det andet: nationale regeringer skal afsætte flere penge – også i udviklingslandene; de må sættes i stand til at inddrive skatter fra rige selskaber og rige mennesker. Det kræver en hård indsats mod skatteunddragelse og korruption og langt større internationalt samarbejde på dé områder.
For det tredje: Størstedelen af investeringerne skal komme fra private virksomheder, pensionskasser og andre kapitalforetagender. Derfor må regeringer og parlamenter gennem regler, beskatning osv. skabe rammer, der gør det indlysende, at uden bæredygtig opførsel har kommende generationer kun ringe muligheder for at tjene penge.
En ikke-bæredygtig fremtid er en fremtid med katastrofer, dalende indkomster og svigtende ressourcer.
Enigheden om 2030-dagsordenens enestående ambitiøse tekst er kun begyndelsen! Vi har fortsat den største opgave foran os: Derfor kommer mit formandsskab for FN’s Generalforsamling til at fokusere på hastig gennemførelse af alle aspekter af 2030-dagsordnen.
En nøglerolle
Civilsamfundet har en nøglerolle i at formidle målsætningerne og forlange af verdens ledere, at de holder deres løfter.
Vi har akut brug for, at mange fortsat udbreder budskabet og opfordrer til civilt engagement. Og for, at stærke stemmer fra den unge generation kommer i front i civilsamfundets arbejde og NGOernes kampagner. Det gælder deres fremtid, og den afhænger af, at vi opfylder vore løfter om handling nu!
Derfor bliver min gennemgående prioritet som formand for Generalforsamlingen det kommende år at få folk ombord! FN’s medlemsstater må arbejde sammen med udgangspunkt i Chartret og de bæredygtige udviklingsmål – i fællesskab, åbenhed og inklusion sammen med engagerede mennesker fra civilsamfundet.
Jeg vil gøre, hvad der står i min magt for at sikre, at vi lever op til vore forpligtelser. Men jeg får brug for civilsamfundets hjælp og inspiration – og dets stadige pres på regeringer og parlamenter.
Jeg glæder mig til det videre tætte samarbejde, hvor civilsamfundets stemmer runger højt og klart over hele kloden det kommende år.
