Klimafinansiering er et af de absolut vigtigste emner i diskussionerne op til det store klimatopmøde i Paris i december.
Her ventes verdens nationer at vedtage en ny international klimaaftale. Men det kræver, at spørgsmålet om klimastøtten til de fattigste lande bliver løst.
I 2009, hvor verden regnede med, at en klimaaftale ville falde på plads i København, gav daværende og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med andre rige lande et løfte om 100 milliarder dollars årligt til fattige landes klimatiltag.
Dengang lød ordene fra Lars Løkke Rasmussen, citeret fra Information:
”Hvis u-lande på den lange bane skal have succes med at bekæmpe klimaforandringer, bliver vi nødt til at give væsentligt opskalerede, nye og additionelle finansielle midler til både afbødning og forebyggelse”.
Statsministeren tilføjede:
”Det er vigtigt for mig personligt at understrege, at finansiering af en ny klimaaftale ikke må underminere vores indsats over for at nedbringe fattigdom og nå udviklingsmålene.”
Der er en vis uenighed om udtrykket ”nye og additionelle” midler, men ånden i begrebet er, at midlerne ikke skal tages fra den allerede eksisterende udviklingsbistand til den fattige verden.
Udenrigsministeren sår tvivl om klimaløfte
Det var dengang i 2009, hvor det store klimatopmøde i København ikke endte med en klimaaftale, men det mange ser som en eklatant fiasko.
Imidlertid var løftet om klimafinansiering et af de håndgribelige – og mange vil sige positive – resultater af topmødet.
Nu har udenrigsminister Kristian Jensen (V) imidlertid sået tvivl om det 6 år gamle løfte, hvor der bliver trukket i land med hensyn til begrebet ”nye og additionelle” midler. Det fremgår af et svar i Folketinget, beretter Information.
”Begrebet ‘ny og additionel’ er efterhånden et gammelt begreb, der ikke passer i en nutidig sammentænkt udviklings- og klimafinansiering. Vores internationale finansielle bidrag opfylder i hovedreglen målsætninger under både klima- og udviklingspolitikken. Danmark, EU-Kommissionen og flere udviklingsorganisationer mainstreamer i dag klima i deres udviklingsaktiviteter. Det giver derfor ikke længere mening at insistere på klimafinansiering som additionelle midler”, lyder det fra udenrigsministeren i svaret.
Spørgsmålet er stillet af formand for SF, Pia Olsen Dyhr.
Udmeldingen vil helt sikkert være en torn i øjet på udviklingslande, der netop insisterer på, at midlerne ikke skal tages fra eksisterende midler til udvikling.
Klimaretfærdighed
Årsagen til, at udviklingslande insisterer på klimastøtte er, at der en indbygget uretfærdighed i klimaudfordringen. Det er de rige lande, der har udledt flest klimaskadelige drivhusgasser, men det er i høj grad de fattigste lande, som mærker konsekvenserne.
Derudover beder man de fattigste lande om ikke at følge en vej til velstand med intensivt brug af fossile brændstoffer, som de velhavende lande har gjort brug af.
Det handler derfor om moral og ansvar, påpeger Mattias Sôderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
”Når vi taler om klimaforandringer, så har de rige lande bidraget med meget mere til problemet end u-lande. Det vil sige, at vi har et ansvar. Hvis man vil tage klimastøtten fra den eksisterende udviklingsbistand bliver det reelt set de fattige, der kommer til at betale”, siger han til Globalnyt.
Han påpeger samtidigt, at det er en utrolig dårlig timing op til det store klimatopmøde i Paris, fordi det er brud på en aftale.
”Det man egentligt siger er, at en aftale, man har skrevet under på, ikke længere er relevant”, lyder det.
Udmeldingen fra Kristian Jensen er i overenesstemmelse med signaler, Venstre har sendt allerede, da de var i opposition.
Læs Knud Vilbys kommentar om ”Lars Løkkes løftebrud og svigt” fra efteråret 2014 her:
http://u-landsnyt.dk/blog/26/lars-l-kkes-l-ftebrud-og-svigt
Vi bilver lidt klogere på, hvordan det hele hænger sammen, når regeringen løfter sløret for sit finanslovsudspil tirsdag.
