Nobelpriser? Udviklingsforskning til latter og eftertanke

stinker
"The Stinker" er er Ig Nobel Prisernes officielle mascot.
Foto: Improbable research og Globalnyt
Laurits Holdt

8. oktober 2015

Ole Therkildsen

ole_therkildsen

Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”

Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.

Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.

I disse uger uddeles Nobel priserne, de mest prestigefyldte anerkendelser indenfor medicin, fysik, kemi, økonomi, fred og litteratur.

De alternative Ig Nobel Priser derimod hædrer forskning, der får folk til at LE og så TÆNKE. De er blevet uddelt i 25 år af tidskriftet Annals of Improbable Research, som har hjemsted på Harvard universitetet.

Blandt dette års modtagere er forskere, der opfandt en kemisk opskrift, som kan gøre et kogt æg ukogt igen. Interesserede kan læse artiklen “Shear-Stress-Mediated Refolding of Proteins from Aggregates and Inclusion Bodies.”

Fysikere fik prisen for at vise, at næsten alle pattedyr tømmer blæren på ca 21 sekunder plus minus 13 sekunder (“Duration of Urination Does Not Change With Body Size”). 

Litteraturprisen gik til forfatterne af artiklen “Is ‘Huh?’ a universal word? Conversational infrastructure and the convergent evolution of linguistic items.” De opdagede, at ordet “Huh?” (eller lignende) ser ud til at eksistere på alle sprog  – selv om de ikke rigtigt ved hvorfor.

Så vidt jeg ved, har ingen danske forskere fået den eftertragtede Ig Nobel pris.  Det har svenskerne selvfølgelig. Johan Pettersson opklarede i 2012, hvorfor nogle kvinder i Anderslöv i Skåne fik grønt hår.

Se listen over Ig prismodtagerne i 2015.

Heller ikke danske udviklingsforskere har fået prisen.  Et blik på f.eks. sidste års publikationer fra DIIS viser hvorfor. Titlerne lyder meget seriøse. Forhåbentlig giver artiklerne læserne stof til eftertanke. Grine vil de næppe.

Alligevel skrives der jævnligt udviklingsrelevante artikler, som godt kunne komme i betragtning til Ig Nobel priser. Her er et udpluk.

En Ig pris kunne gå til “Nodding Syndrome – a critical note and a plea to join forces” publiceret i Tropical Medicine and International Health. Fænomenet blev diskuteret på en konference i Kampala i 2012. Syndromet siges at være epidemisk i dele af Uganda, men forskerene er usikre på, hvad det egentligt består i. Forskellige perceptioner, indtryk, videnskabelige målinger – ja selv spekulative gisninger – blev diskuteret. Forskerene var dog enige om – før de selv døsede hen – at der, måske, er tale om en ny sygdom. Noget får trods alt ramte børn til at nikke mellem fem og tyve gange i minuttet.

Forfatterne til ”Farming with Your Hoe in a Sack: Condom Attitudes, Access, and Use in Rural Tanzania” fra Studies in Family Planning står også til en pris. Deres fortjeneste er, at de efter lang tids feltarbejde omhyggeligt har lavet et udtømmende katalog af kiswahili slang for kondomer:  ‘sokken,’ ‘udstyret,’ ‘byrden,’ ‘passet,’ ‘skoen,’ ‘støvlen,’ ’trøjen,’ ’gummi,’ ’scud,’ (efter Scud misilet), ’politiet,’ ’soldaten,’ ’den rejsende.’  Her er megen inspiration at hente for et globalt fællessprog for et lisvigtigt emne.

Endelig er “Is honey a fallback food for wild chimpanzees or just a sweet treat?” i American Journal of Physical Anthropology opsigtsvækkende.  Forfatterne fandt ud af at selv i ’honningsæsonen,’ når lokalbefolkningen nød godt af de søde sager, spiste chimpanserne ikke megen honning. Konkurrencen mellem dyr og mennesker om denne føde er lav.

Det er rart at vide. Vi kommer altså ikke til at konkurrere med chimpanserne om vores danske honning, når dyrene – i takt med klimaforandringerne – migrerer op til os i det stadig varmere nord.