Fødselaren blev kandidat i statskundskab fra Aarhus universitet i 1973 og har siden haft en lang karriere i diplomatiet, bl.a. ved EU-kommissionen i Bruxelles, hvor han var i 12 år (1990-2002).
Han første store post i EU-systemet kom i 1995, da han i to år var generaldirektør for Generaldirektoratet for Udvikling (DG VIII), der som navnet antyder tager sig af EUs relationer til u-landene og bistanden især.
Senere bestred han andre generaldirektørposter i EU-Kommissionen.
I 2003 blev han rådgiver i EU-spørgsmål for udenrigsministeret og i 2005 adjungeret professor på Handelshøjskolen i København (CBS). Fra 2006 til 2007 var han ambassadør overfor OECD og UNESCO i Paris.
Tilkaldt som chefforhandler lige før COP 15
I 2008 blev han udenrigsmiisteriets “klimaambassadør”, eller som det hed “Repræsentant i Klimaspørgsmål”
Da den danske chefforhandler gik efter rod i sine bilag lige op til den store klimakonference COP 15 i november-december 2009, måtte Smidt ekspresindlkaldes af klima- og energiministeriet til at tage over i oktober umiddelbart før konferencen i Bella Center i København.
Fra september 2010 til august 2013 var han dansk FN-ambassadør i Geneve, derpå blev han WTO-ambassadør i den schweiziske FN-by.
WTO står for Verdenshandelsorganisationen og her blev han formand for underkomiteen for klodens mest fattige og udsatte nationer – de såkaldt mindst udviklede lande (LDC-gruppen).
Da han i 2014 trådte tilbage som WTO-ambassadør i Geneve, fortsatte han efter opfordring fra WTO på halv tid som rådgiver for LDC-landene i WTO. Netop disse lande står ofte svækket, når de vil realisere deres muligheder og potentiale i international handel.
Hustruen i Finland
Hustruen, ambassadør Jette Nordam i Helsinki, fandt sin mage i udenrigstjenesten, nemlig hendes dav. kontorchef Steffen Smidt. De giftede sig på rådhuset på Kings Road i London under hendes første udstationering.
Steffen Smidt er et godt navn at bruge i det finske. Han var chef for den EF-delegation, som i 90erne forhandlede med finnerne om deres optagelse i EU. Og ham har de ej glemt.
Ambassadør Steffen Smidt passede sin karriere parallelt med hustruens, og det har krævet fleksibilitet fra begge sider og positivitet fra ministeriet. P.t. har han som “ledsagende ægtefælle i Helsinki” også det pendlende halvtidsjob hos WTO i Geneve – og CBS.
Parret holdt i sommer stor fest med sølvbryllup og de tos tilsammen 130 års fødselsdag. Jette Nordam fyldte nemlig 60 i januar i år.