Sofie Gråbøl bliver ambassadør i BØRNEfonden

tine_harden
Sofie Gråbøl i Togo, august 2015.
Foto: Tine Harden
Forfatter billede

”Vi ønsker alle det bedste for vores børn – uanset hvem og hvor i verden vi er.”

Med de ord træder skuespilleren Sofie Gråbøl ind i en ny rolle som ambassadør for BØRNEfonden, der arbejder for at give børn, unge og lokalsamfund i nogle af Vestafrikas fattigste lande en fremtid med muligheder.

”Jeg har for nylig besøgt Togo og på nært hold oplevet BØRNEfondens arbejde med at opbygge bedre sundhed, uddannelse og jobskabelse. Det var berigende med egne øjne at se, hvordan mange års indsats i landsbyerne kan bane vejen for en bæredygtig fremtid,” fortæller Sofie Gråbøl i en pressemeddelelse fra BØRNEfonden.

“Det giver dyb mening for mig at være med til at skabe de basale muligheder for, at børn og unge i nogle af de fattigste lande i Afrika får et liv med plads til at drømme om fremtiden. Det er børn, som ikke er lige så heldigt stillet som børn herhjemme. Jeg har i en årrække været sponsor for et barn i Afrika gennem BØRNEfonden, og jeg har oplevet, hvor stor en forskel jeg kan gøre i hendes liv.”

“Jeg håber, jeg som ambassadør kan være med til at sætte fokus på alt det gode arbejde, BØRNEfonden udfører i Afrika, og jeg håber, jeg kan være med til at inspirere andre til at støtte BØRNEfonden,” siger Sofie Gråbøl.

Stort engagement

Hos BØRNEfonden er der både taknemmelighed og stolthed over, at en personlighed som Sofie Gråbøl vil være med til at synliggøre organisationens arbejde, siger BØRNEfondens CEO, Bolette Christensen.

”Sofie Gråbøl er et engageret menneske, som har hjertet med, når hun stiller op for en sag. Private sponsorer som Sofie er rygraden i BØRNEfonden med deres faste månedlige bidrag til ca. 60.000 sponsorbørn, som sammen med deres familier får mulighed for en bedre fremtid. Med Sofies hjælp kan vi skabe endnu større opmærksomhed om privates mulighed for at støtte udviklingsarbejde,” siger Bolette Christensen.

BØRNEfonden har flere andre ambassadører, som på forskellig vis støtter arbejdet med at skabe en fremtid for børn og lokalsamfund i Afrika.

Tv-værten Bubber besøgte sidste år Kap Verde og oplevede de gode resultater, BØRNEfonden har opnået siden 1988. Soul- og gospelsangerinden Marie Carmen Koppel optræder ved koncerter til fordel for BØRNEfonden, senest ved Kulturnatten i fredags. Både Bubber og Marie Carmen Koppel har lagt stemmer til BØRNEfondens reklamefilm.

Med 200 mio. kr. i årlige indtægter, ca. 60.000 sponsorbørn og over 700 medarbejdere er BØRNEfonden Danmarks største udviklingsorganisation baseret på privat-indsamlede midler.