Blåt lys på kendte bygninger markerer FN’s 70-årsdag

3450850394_912f2e7d85_o
Haitis udenrigsminister Gerard E. Lescot på talerstolen under konferencen i San Francisco i maj 1945, hvor verdens nationer blev enige om at oprette de Forenede Nationer, FN.
Foto: UN Photo, Creative Commons.
Laurits Holdt

Over 160 ikoniske monumenter, bygninger, museer, broer og andre vartegn vil blive lyst op i blå – FN’s officielle farve – i mere end 45 lande verden over. Det sker som en del af en global kampagne, der markerer den internationale FN-dag lørdag den 24. oktober og FN’s 70-års jubilæum.

Verdensberømte vartegn og seværdigheder som Operahuset i Sydney, Pyramiderne ved Giza og Empire State Building i New York vil blive lyst op i blå.

Danmark bidrager med Tivoli, Nikolaj Kunsthal og den lille havfrue til den imponerende række af bygningsværker og monumenter – andre seværdigheder inkluderer det skæve tårn i Pisa, Eremitagen i Sankt Petersborg, oldtidsbyen Petra i Jordan, Central Westminster Hall i Storbritannien, Taffelbjerget i Sydafrika, Tokyo Skytree i Japan og Alhambra i Spanien.

”Jeg er taknemmelig over, at FN’s medlemslande viser så stort engagement omkring markeringen af FN’s 70 år lange arbejde for fred, udvikling og menneskerettigheder,” siger FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon. ”Når vi lyser verden op i FN-blå for en dag, tænder vi samtidig et lys for en bedre fremtid.”

En blå bølge

Den verdensomspændende fejring begynder i New Zealand og Australien, med at Operahuset i Sydney bliver illumineret. Derfra vil den FN-blå farve bevæge sig som en bølge fra land til land og kontinent til kontinent, mens monumenter verden over tager del i denne globale begivenhed – også i Danmark.

”Vi er meget taknemmelige for, at Tivoli, billedhuggeren Edvard Eriksens Arvinger og Nikolaj Kunsthal i samarbejde med FN-byen, FN-forbundet og UNRIC er med til at fejre FN’s 70 års fødselsdag. Vi er glade for på den måde at markere dagen og samtidig sætte fokus på FN’s fremtidige, vigtige arbejde – i tæt samarbejde med Danmark,” siger Eva Egesborg, der er chef for Public Diplomacy & Communications i FN-byen.

Den verdensomspændende begivenhed vil blive dækket på de sociale medier med de to hashtags #UNBlue og #UN70, og den vil blive delt med FN’s millioner af følgere på Instagram, Facebook, Twitter, Weibo, Flickr og andre medier. Video og billeder af de oplyste monumenter vil være tilgængelige på Flickr og UNIFEED for interesserede medier.

Du kan finde mere information om ”Turn the World UN Blue”-kampagnen og andre aktiviteter, der markerer FN’s 70-års jubilæum på www.un.org/un70, herunder markeringen i København, som du også finder beskrevet på www.fnforbundet.dk.