Sult truer 4,6 millioner børn i Etiopien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

KØBENHAVN, 23. oktober, 2015 (Red Barnet): Etiopien står allerede nu med 350.000 svært underernærede børn. Hvis børnene ikke får den nødvendige behandling, kan det hæmme deres vækst og psykiske udvikling og skade dem permanent. I værste tilfælde risikerer børnene at dø af deres fejl- og underernæring.

Tørken i regionen skyldes klimafænomenet El Niño, som forventes at blive særlig stærk i år. Det ekstreme vejr påvirker flere end 8,2 millioner etiopiere, som bor i et område, der er på størrelse med Storbritannien.

”Rigtig mange børn og deres familier står i en yderst usikker fødevaresituation, som gør dem afhængige af fødevarehjælp fra regeringen og internationale hjælpeorganisationer,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen, programansvarlig for Afrika i Red Barnet.

Med en stor national indsats har landets regering forsøgt at afvæbne tørkens følger, men krisen er blevet for voldsom til, at regeringen kan håndtere den alene. Internationale donorer skal på banen nu, hvis de mennesker, der er ramt af den voldsomme tørke, skal hjælpes, før det er for sent.

”Situationen kommer til at blive værre, før den bliver bedre. Lige nu oplever vi resultaterne af en elendig høst over hele landet, og den næste lille høst forventes ikke at komme i hus før juni næste år. Det er meget kritisk,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

I katastrofer er børn særligt udsatte

De to regntider, som normalt sender forløsende regn ned over Etiopien, er udeblevet i år. Det har ødelagt bøndernes høst, og hele familier har mistet deres indkomst og fødevareforsyninger.

”Det efterlader millioner af mennesker i stor risiko for at løbe tør for mad, og i situationer som denne er børnene de mest udsatte,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

De ekstreme vejrforhold er også en trussel mod de store fremskridt, som Etiopien gennem de seneste år ellers har oplevet inden for fødevaresikkerhed, uddannelse og sundhed.

Red Barnet arbejder i over 70 procent af de værst ramte distrikter og uddeler mad, vand og medicin og yder afgørende hjælp til de familier, der har mistet deres levebrød. Red Barnet uddanner også sundhedsarbejdere i at behandle fejlernæring.