Med en fin blanding af erindringssekvenser i form af tegnefilm og nyere dokumentarisk filmmateriale har Davis Guggenheim skabt et fint og grundigt indblik i den udvikling, der førte til Talebans angreb på Malala, hvor de skød hende i hovedet og det i dagevis var uvist, om hun ville leve eller dø.
Malalas far, Ziuaddin Yousafzai, synes at have beseglet sin datters skæbne ved at give hende sådan et navn, men hun ville nok være blevet den pige, der vandt Nobels fredspris for sin kamp for kvinders ret til uddannelse, uanset hvilket navn, hun havde fået. Hun er vokset op til lyden af samtaler om menneskerettigheder og har tilbragt det meste af sin barndom på sin fars skole, hvor hun legede, at hun underviste, før hun selv havde et fuldt udviklet sprog.
Selv Malalas morfar gik ind for ligestilling og indskrev sin datter, Malalas mor, i skolen. Hun fandt dog ud af, at hun var den eneste pige i klassen, og valgte at sælge sine bøger og vende tilbage til veninderne, der legede på marken. Det var enden på hendes uddannelse. Men i resten af sit liv har hun ønsket, at hun havde fået en uddannelse.
Som fader, så datter
Malala og hendes far er utroligt tæt knyttet, og han er altid med et sted i baggrunden, når hun er ude i verden og kæmpe for pigers og kvinders rettigheder. Han oprettede sin egen skole, og han lærte først og fremmest sine elever at tænke kritisk. Han elskede lærergerningen og stod selv for alt på skolen, selv pedelarbejdet.
Både Malala og hendes far nægter, at det er ham, der har presset hende til at blive den, hun er i dag. Og at dømme efter dokumentaren det ser det ud til at faderen støtter, men aldrig leder Malala. Ziuaddin giver tvært imod udtryk for en stor skyldfølelse over ikke at have forhindret Malala i at begynde at udtale sig offentligt, for et var dét, der førte til Talebans angreb på hende.
Snigende vanvid
Malalas far var blandt dem, hvis navn blev råbt op fra minareten.
Han måtte ændre alle sine rutiner og aldrig gentage de samme mønstre, og han overlevede, selvom Taleban gerne ville dræbe ham.
Aktivisten vågner
Som 11-årig begyndte Malala at skrive en dagbog til BBC under dæknavnet Gul Makai, og efter et stykke tid begyndte hun også at udtale sig offentligt til nationale og internationale tv- og radio-stationer. Ziuaddin troede ikke, at Taleban ville røre et barn, og derfor troede han, at det var sikkert for Malala at udtale sig på vegne af de mange piger, der ikke kunne få en uddannelse, fordi Taleban forbød det og bombede deres skoler.
Men en dag stoppede talebanerne den skolebus, Malala og hendes skolekammerater sad i, og sprang ind og forlangte at få at vide, hvem der var Malala. De skød hende i hovedet og ramte også de to af hendes veninder, der sad tættest på ved siden af hende. Hun var 15 år. Malala blev hasteopereret og derefter overført til England, hvor man i lang tid ikke vidste, om hun ville komme sig uden mén.
Hun fik førligheden og evnen til at tale tilbage, men hun er døv på det ene øre og hun kan ikke bevæge venstre side af ansigtet ordentligt. Malala er ikke bitter, for den kærlighed til mennesket, som hendes religion Islam handler om, rækker helt til de Talebanere, der skød hende. Malalas far er lidt mindre tilgivende, men heller ikke han bærer nag til de mænd, der forsøgte at dræbe hans datter.
Evig balancegang
Det er lidt selvmodstridende, at Malala, der næsten mistede livet i sin kamp for pigers ret til uddannelse, nu har svært ved at passe sin egen uddannelse i England, fordi hun hele tiden rejser rundt i verden og deltager i møder, skoleåbninger, tv-debatprogrammer og pressemøder. Hendes forældre, og især hendes far, støtter hende og rejser med. Men hendes karakterer er dårligere, end de var i Pakistan, selvom hun bruger mange af sine vågne timer på at læse lektier.
Dokumentaren viser en kærlig familie, der driller og støtter hinanden, og en ung pige, der ikke har fået griller over sin stjernestatus.
Malala er lidt genert og fniser piget, når man spørger hende, om der er nogen drenge, hun specielt godt kan lide. Hun tør stille sig op og holde taler i FN, hun turde tale imod Taleban på nationalt TV, mens de havde magten, men hun tør ikke invitere en dreng ud eller fortælle sin familie det, hvis hun får en kæreste.
Det er en opløftende dokumentar om en modig menneskerettighedsforkæmper fra en modig familie af menneskerettighedsforkæmpere. Visse steder bliver man rørt til tårer, visse steder griner man. Det er umuligt at forlade biografsalen uberørt af den stilfærdige, ydmyge og stålsatte pige, der er den yngste modtager af Nobels fredspris, som verden endnu har set.
Instruktør: Davis Guggenheim
Distribueres af Fox Searchlight