“Norden har aldrig isoleret sig fra verden, vi har aldrig lukket os om os selv. Vi har en stor andel i opbygningen af internationale fora som bl.a. Europarådet og FN”, sagde den 52-årige formandsvalgte politiker på foreningens repræsentantskabsmøde i Vejle lørdag, og fortsatte:
“Vores internationale samarbejde for fred, menneskerettigheder, velfærd og retfærdighed skal præge fremtiden”.
“Det betyder mere samarbejde om nordiske udviklingsprojekter, mere samarbejde på vore ambassader rundt om i verden, mere samarbejde om internationale dagsordener. Hvis vi ikke gør det, vil kommende generationer med rette kunne spørge: Hvor blev I af, mens tid var?”
Direkte fælles-nordiske udviklingsprojekter og -programmer i Den 3. Verden er dog en saga blot. De blev skrinlagt for årtier siden efter intern nordisk uenighed om, hvem der reelt skulle sidde ved styrepinden.
Hvad er det nordiske?
Hvad er det særligt nordiske? Svaret afhænger af, hvem man er. Den nyvalgte formand, Mogens Jensen, gav denne karakteristik:
“Vi kan stort set direkte overføre ideer, erfaringer og konkrete løsninger til hinandens samfund. Helt lavpraktisk og konkret. Hvor mange steder i verden kan man det?”
Han fremhævede de nordiske landes internationale aftryk som lige så vigtige som landenes indbyrdes samarbejde. Og noterede sig, at hvis man lægger de nordiske landes økonomier sammen, udgør de verdens 10. største økonomi:
“Derfor orienterer erhvervslivet sig i stigende grad nordover, når virksomhederne udvikler kompetencer og skal styrke deres position. Nordea, Arla, COOP – ja, rigtigt mange har fundet nordiske løsninger”, lød det fra Mogens Jensen.
Dronningen er protektor
I Danmark har foreningen NORDEN over 100 lokalafdelinger og godt 13.000 personlige medlemmer, flere end 500 skole- og biblioteksmedlemmer, samt over 100 organisationer, foreninger og virksomheder, der støtter arbejdet som medlemmer.
Desuden omfatter 'familien' en selvstændig ungdomsorganisation, Foreningen NORDENs Ungdom, der også er aktiv landet over.
Dronning Margrethe er hovedforeningens protektor.
Se mere om den snart 100-årige forening på
http://foreningen-norden.dk/om-foreningen-norden
Om den nye formand
Mogens Jensen har været en af næstformændene hos Socialdemokraterne siden 2012. Han er vokset op på Mors, valgt til Folketinget i Herningområdet og er sit partis kultur- og medieordfører.
Han var handels- og udviklingsminister fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.
Efter tabet af regeringsmagten og dermed ministertaburetten er han udover sine ordførerposter næstformand for retsudvalget og medlem af kulturudvalget, udenrigsudvalget, Udenrigspolitisk Nævn, grønlandsudvalget, færøudvalget og Nordisk Råd.
Dertil næstformand for den danske delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling og formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2011-2012.
Han var konsulent i LO fra 1987 til 2005 og u-landskonsulent i Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) fra 1986 til 1987.
Han har i alt siddet i Folketinget i ti år.
Som det gik efter valget….
Efter valget d. 18. juni blev der ingen poster til Mogens Jensen som udvalgsformand i Folketinget.
Den politiker, han i februar i fjor efterfulgte som handelsminister på den nye kombiministerpost, hvor også u-landene kom med, nemlig Nick Hækkerup, endte med at besætte den prestigefyldte post som formand for Tingets udenrigsudvalg (den fik partiets udviklingsordfører Mette Gjerskov så heller ikke).
Hækkerup er tillige næstformand i Udenrigspolitisk Nævn.
Mogens Jensen blev heller ikke udenrigsordfører, det hverv gik også til Nick Hækkerup, og på det kulturelle gebét blev Jensen nok ordfører, men ikke formand for Folketingets kulturudvalg. Her gik posten til partifællen Orla Hav.
Den Europa-orienterede Nick Hækkerup er tæt på partiledelsen og den 47-årige politiker var også forsvarsminister og sundhedsminister i Helle Thorning-Schmidts regeringer.
I udenrigsudvlget er det tillige værd at bide mærke i, at de konservatives enlige medlem af udvalget, partiets udenrigs- og udviklingsordfører, Naser Khader, har overtaget posten som næstformand.
Men her har Folketingets p.t. mindste parti også stolte traditioner, idet veteranen, fhv. udenrigsminister Per Stig Møller (2001-2010), var udvalgsformand under SR(SF)-regeringen frem til seneste valg, hvor han indstillede sit politiske virke i en alder af 72.
Med nedlæggelsen af posten som udviklingsminister fra seneste valg er det første gang i 22 år, Danmark ikke har en sådan ministerpost.
Eneste undtagelse er knapt tre år (2001-04), da Per Stig M. også passede u-landene som udenrigsminister. Et ansvar han i øvrigt påtog sig med stort og indsigtsfuldt engagement.