Farvel til de internationale vejledere i skolen – spares væk

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

”De internationale vejledere ophører i 2016”, lød det i en mail, der fredag landede i u-landsorganisationen MUNDUs indbakke.

Mailen ordlyd var kortfattet: “Vi må desværre meddele, at de internationale vejledere udfases i 2016”.

“Jeg vil gerne takke for vores gode samarbejde med jer alle. I har i den grad været med til at kvalificere vores arbejde”. Det hed videre, at samarbejdet mellem Undervisningsministeriet og Udenrigsministeriet, som har finansieret vejlederne, stopper på grund af besparelser.
 
Danmark sakker bagud

“Af uransagelige årsager ser Undervisningsministeriet det åbenbart ikke som sin opgave at iværksætte målrettede indsatser for at fremme global undervisning”, skriver “Mundu – center for global dannelse” i en rundsendelse tirsdag (Mundu hed før Oplysningscenter om den 3. verden (O3V)).

“Derfor var det også Udenrigsministeriet, der skulle sørge for, at den globale dimension kom på skolernes dagsorden i forbindelse med den nylige skolereform ved at betale for ansættelsen af de nu afskedigede internationale vejledere”.

“Samtidig lader de nylige reformer i af Folkeskolen paradoksalt nok til at have skabt mindre tid og rum for lærerne til at tænke nyt, og herunder også at tænke globalt”.

“Nye initiativer inden for global undervisning og dannelse sker ofte med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling, dvs Udenrigsministeriet. Men denne pulje er også lige blevet hårdt ramt af finanslovsbesparelserne”.

“Denne prioritering står i skarp kontrast til mange andre lande, hvor man har nationale strategier for at sikre at børn og unge får den nødvendige globale dannelse”, hedder det:

– I Finland er der konsensus om, at global undervisning er så vigtigt, at det skal skrives stærkt ind i grundskoleloven.

Allerede for 20 år siden blev Udenrigs- og Undervisningsministeriet i Finland enige om at samarbejde om at få det globale perspektiv ind i skolens pensum.

I starten af 2000 begyndte man at invitere NGO’er ind i skolen, og samtidig indledte man et stærkt internationalt samarbejde.

– I England er der 23 Development Education-centre over hele landet, som tilbyder professionel støtte til lærere.

I centrene er der forskellige ressourcer, og man kan få kurser og rådgivning i forhold til at få mere globalt perspektiv ind i sin undervisning.

Der findes ligeledes et ”Global Learning Programme” og en ”Global Teachers Award”, som er et kursusprogram, hvor lærere lærer nøglebegreberne til global undervisning at kende.

Holland lå i mange år i toppen, hvad angik både støtte og udbredelse af global undervisning. Der var en lang og stærk tradition for globale perspektiver i undervisningen på alle niveauer, og Holland var nummer ét i forhold til støtte til global undervisning.

– I Belgien, Canada, Australien og i England har man forskning indenfor global undervisning om fx hvordan man underviser bedst i globale temaer, hvilke temaer man kan opdele global undervisning i, og hvordan man kan evaluere på undervisningen.
 
Stor skuffelse

Reaktionerne fra de internationale vejlederes referencegruppe herhjemme er meget enslydende, skriver Mundu videre.

Folk er overraskede, skuffede og kede af, at det store behov for global undervisning nu igen mister politisk prioritering.

De takker for et godt samarbejde og melder sig klar til at fortsætte det vigtige arbejde – med eller uden støtte fra ministeriet.

“I MUNDU håbede vi også på, at ansættelsen af de internationale vejledere var begyndelsen på, at man endelig også i Danmark begyndte at tage nødvendigheden af global dannelse mere alvorligt”.

“Vejledernes afskedigelse under to år senere tyder desværre ikke på det”, hedder det.

DE INTERNATIONALE VEJLEDERE

(Kilde: Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling)

De internationale vejledere tilbyder bl.a. workshopper, kurser og etårige vejledningsforløb til kommuner og skoler, der vil sætte fokus på udviklingslande strategisk og i praksis.

De rådgiver kommuner og skoler i arbejdet med at give elever i folkeskolen viden om internationalt udviklingssamarbejde og om u-landenes muligheder og særlige udfordringer.

Vejledningen er bundet op på Forenklede Fælles Mål i fagene for at skabe sammenhæng til reformen af folkeskolen.

DE INTERNATIONALE VEJLEDERE TILBYDER FLERE TYPER AF VEJLEDNING

Skoler og kommuner kan f.eks. søge om et forløb, som varer et helt år, og hvor der arbejdes målrettet med at gøre undervisning i udviklingslande til en integreret del af skolens mål og kultur.

Andre muligheder inkluderer: Landsdækkende vejledning via hjemmeside-inspirationsforløb på emu.dk, konferencer og workshopper, telefonisk sparring til skoleledere, lærere og pædagoger.

Vejlederne står til rådighed, uanset om skolen har arbejdet meget med globalt udsyn, eller om det er et helt nyt emne.

De tilbyder viden om, hvordan kommuner og skoler kan arbejde strategisk med øget globalt udsyn.

Konkret foregår tilbuddet ved, at der vejledes i, hvordan man sætter mål for en forandringsproces på alle niveauer i en organisation, og ud fra vision og mål vælger forvaltning og skoleledelse relevante aktiviteter.

SKAL SIKRE BEDRE FORSTÅELSE FOR U-LANDENE

Vejlederne er (var) et resultat af en aftale mellem handels- og udviklingsministeren (Mogens Jensen, red.), og ministeren for børn, undervisning og ligestilling om at styrke undervisningen om udviklingslandenes særlige udfordringer og muligheder i folkeskolen.

Det skal være med til at give eleverne en bedre forståelse og handlemuligheder for at indgå aktivt i globale og interkulturelle sammenhænge.

Der findes allerede gode undervisningsforløb til de forskellige fag – i forhold til forenklede Fælles Mål og på de forskellige klassetrin.

Kort fortalt gør vejlederne det nemt at finde frem til gode materialer, når lærere og pædagoger i praksis skal vælge undervisningsforløb med et globalt perspektiv.

Ordningen er (var) led i Læringskonsulenterne, der blev etableret den 1. januar 2014 ved en sammenlægning af eksisterende konsulentenheder (fagkonsulentordningen, Tosprogs-Taskforcen og Inklusionsudvikling).

Læringskonsulentkorpset tæller ca. 80 medarbejdere. I skoleåret 2014-2015 ydede disse konsulenter vejledning til 28 kommuner og syv enkeltskoler i individuelle, et-årige forløb.

Se mere på www.uvm.dk/intvejl

Yderligere oplysninger hos:

Sonja Salminen
Projektleder, MUNDU – center for global dannelse
Tlf: 86 12 20 78 og web: www.mundu.dk