Kirsten Pruzan Mikkelsen er journalist, og hun ved, hvad der fænger.
Hvem bliver ikke nysgerrig efter at læse hendes ”På Journalistikkens Vinger”, når man på bagsiden kan læse, at hun har mødt præsident Kennedy, rapporteret fra audiens hos kong Feisal i hans palads og aflagt besøg hos en ung sheik bin Laden i Saudi Arabien…
Eller interviewet Dalai Lama, er blevet smidt ud af Kreml og har frosset på Mt. Everest Base Camp i Tibet?
Og det må man medgive forfatteren til denne usædvanlige erindringsbog: Hun har meget at fortælle, og hun gør det godt.
Bogen er bygget op om de talrige artikler, interviews og analyser, hun gennem 35 år i de skrevne medier har lagt navn til.
Hun har arbejdet på Berlingske Tidende, Weekendavisen og Søndags-B.T., og som hendes arbejdsmark har været den ganske verden, har hun beskæftiget sig bredt med bl.a. kulturstof, med radio og TV-stof og udviklingen i den såkaldte 3. Verden.
“Få et bredt udsyn”
Hun fortæller selv, at det tiltrækkende ved at være journalist er muligheden for at lære nyt, få et bredt udsyn, bevæge sig i den store verden og beskæftige sig med det altfavnende og det medmenneskelige.
Hun ville ikke ”skære hakkelse i døgnets rejsestald”. Hendes ”sind ville højere op, længere ud, dybere ned og oplevelserne skulle deles med læserne”, som hun skriver. Og det blev de.
Rart er det da også at læse uddrag af artikler og interviews, der giver forståelse og indsigt, når man til dagligt spises af med overfladiske observationer fra nyhedsjournalister i TV.
Forfatteren – og Sai Baba
Men – og der er et men. Erindringsbogen havde stået stærkere, hvis der ikke var SÅ meget Kirsten Pruzan Mikkelsen i den.
Den er spækket med detaljer, som i den større sammenhæng synes ligegyldige. Som f.eks. at hendes og hendes første mands lejlighed var et klubværelse på 5. sal med udsigt over Tivoli.
Det er til gengæld interessant at læse om hendes møde med den indiske verdenslærer Sathya Sai Baba og Sai Organisationen, og om hvordan han blev hendes åndelige lærer og har påvirket hendes liv.
”Jeg har fået højere idealer at leve op til. Jeg har lært om én religion: kærlighedens religion; én race: menneskehedens race; ét sprog: hjertets sprog”, fortæller hun, og hun var da også den, der i 2010 i hans ashram holdt juletalen, som blev den sidste Sai Baba hørte. Han døde i 2011.
“Ledelse med visdom”
Sammen med sin nuværende mand, professor Peter Pruzan, udgav hun i 2010 bogen ”Ledelse med visdom. Spirituelt baseret lederskab i virksomheder”, og der er bud fra hele verden efter ægteparret til konferencer om værdier i ledelse, om virksomhedsledelse på en åndelig livsanskuelse. (Bogen udkom i 2007 på engelsk).
Kirsten Pruzan Mikkelsen er åbenlyst glad – måske nærmest taknemmelig – for sin tilværelse, hvis dybde og ro Sathya Sai Baba har været med til at skabe.
Hun og hendes mand tilbringer det halve af året i den store indiske ashram Prasanthi Nilayam i Puttaparthi – opbygget omkring Sathya Sai Baba. Han vejleder ph.d. studerende. Hun har spidset pennen og er flyveklar.
På Journalistikkens Vinger af Kirsten Pruzan Mikkelsen. Forlaget HISTORIA, 276 sider, ill. Pris 249,00 kr.