Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
De nye Verdensmål kan være grundlaget – og regeringen er jo allerede kommet langt med nedlæggelse af u-landsbistanden.
Efter Udenrigsministeriets gentagne personaleindskrænkninger og hertil fornylig nu også en række organisatoriske ændringer (Globalnyt – Jesper Søe, 4. februar / Hans Peter Dejgaard, 5. februar) kan u-landsbistanden vel erklæres for endeligt død – efter mange års sygdom? Er bordet dermed så ikke også ryddet for en ny begyndelse?
En nødvendig ny begyndelse
Når man kan tale om en ny begyndelse skyldes det, at en sådan jo må komme. Danmark har jo for få måneder siden sammen med de 192 øvrige FN-lande vedtaget 17 fælles mål for den fremtidige globale udvikling – 2030-Verdensmålene. De gælder for Danmark såvel som for udviklingslandene og den enige FN-vedtagelse må betegnes som en ganske enestående verdensbegivenhed, som vi vel ikke i Danmark kan sidde overhørig.
Danmark har forpligtet sig
Vi har ydermere i FN-regi forpligtiget os på fremover fortsat at yde mindst 0,7 procent af vores nationalindkomst som bistand til de fattigere af verdens lande. Derigennem skal de hjælpes til at opfylde deres del af de fælles forpligtigelser for opnåelse af de globale mål. Forpligtigelsen for de rigere lande, herunder Danmark, til at yde u-landsbistand består således stadig.
Vi skal altså fortsat have en budgetpost på Finansloven og vi skal have en organisation til at administrere midlerne, så de anvendes bedst muligt i forhold til opnåelse af målene. I stedet for u-landsbistand kunne vi passende tale om en Fond for Global Udvikling og det er ikke for tidligt at påbegynde diskussionen om, hvordan pengene skal bruges og administreres.
Den diskussion er da også allerede påbegyndt af de danske civilsamfundsorganisationer. De har i fællesskab fornylig fremsendt en rapport til Statsministeren med en række anbefalinger til implementering af målene (”Globalt Fokus”/ ”92-gruppen”, Januar 2016). Implementering indebærer, at målene omsættes til konkrete indsatser, hvis effekter skal kunne måles igennem de indikatorer for hvert af målene, der fortsat er under udarbejdelse.
Rapporten viser gennem eksempler på konkrete anbefalinger, hvordan hvert af de 17 mål har såvel et dansk som et globalt indsatsområde inden for hver faglig ”sektor”. Det drejer sig eksempelvis om landbrug (mål 2), vand og sanitet (mål 6) og uddannelse (mål 4) m.fl. Der er endvidere både sammenhæng og overlap mellem indsatserne i ”sektorerne” som tilsammen skal afskaffe den absolutte fattigdom (mål 1), reducere uligheder i og mellem lande (mål 10), og sikre klimaet (mål 13), osv.
Sammenkædning af indenrigs- og udenrigspolitik
Opbygning af sættet af mål kobler således nationale og globale indsatsområder sammen inden for fagligt afgrænsede indsatsområder, hvorved indenrigs- og udenrigspolitik sammenkædes. Det indebærer, at en række af vores ministerier skal organisere sig med faglige enheder, der arbejder med pågældende ministeriums faglige indsatsområder – herunder i udviklingslande. Det må ske i samarbejde med Udenrigsministeriet, der skal have den overordnede koordinerende og administrerende funktion.
Det har vi prøvet før i forhold til miljø-indsatser, jfr. Danced (det dengang eksisterende Miljøministeriums samarbejde med Udenrigsministeriet). Vi har tilsvarende solide erfaringer fra andre internationale udviklingsindsatser, som vi kan trække på inden for adskillige af de for målene relevante fagområder. Herunder også om samarbejder med den danske private sektors ekspertiser på de områder, som er relevante.
Vi har en 60-årig tradition
Vi har kapacitet til at foretage de indsatser, som skal foretages i Danmark, men vi har altså også en 60-årig tradition for at støtte udviklingslandene. Vi har viden, udviklingsmæssig erfaring og den nødvendige ekspertise til at arbejde i disse lande. Det gælder for de fleste af de centrale faglige indsatsområder, som der er brug for.
Disse ressourcer må nu bringes i spil i relation til implementeringen af de nye Verdensmål og herunder af støtten til udviklingslandene. En Fond for Global Udvikling til afløsning for u-landsbistanden ville være en slags ny begyndelse. Formålet skal være at hjælpe den fattigere og mindst udviklede del af verden til at leve op til de fremtidige fælles globale forpligtigelser.
Med tiltagende miljøkatastrofer, voldelige konflikter og stigende økonomisk, social og politisk ulighed i store dele af verden vil vi fremover have en klar egeninteresse i at indgå i et stærkt internationalt samarbejde om målenes opfyldelse. Det er ulandsbistand, men i høj grad samtidigt indsatser af afgørende betydning for den fælles globale udvikling – og dermed altså også for os selv.
