Den amerikanske højesteret har midlertidigt bremset præsident Obamas Clean Power Plan, som skal reducere udledninger af klimskadelige gasser.
Det skriver flere medier, bl.a. The Atlantic i en artikel med titlen “Did the Supreme Court Doom the Paris Climate Change Deal?”.
Clean Power Plan er et initiativ, der pålægger de amerikanske delstater at reducere kulstof-udledninger.
Det er dog ikke alle delstater, som vil gøre det frivilligt, og flere er derfor gået til den amerikanske højesteret.
Det kan faktisk bringe klimaaftalen, der blev indåget i december, i fare. Hvis USA ikke kan indfri sine forpligtelser, er det mere end tvivlsomt om store vækstøkonomier som Indien og Kina vil lade sig forpligte.
“Der er en smule nervøsitet for, at vi ser en gentagelse af Kyoto-aftalen, hvor verden kom USA i møde, men derefter så, at man ikke implementerede den”, siger Alden Meyer fra Union of Conecrned Scientist ifølge The Atlantic.
Han henviser til Kyoto-aftalen, hvor USA fik en masse ønsker til teksten opfyldt, men derefter ikke ratificerede aftalen.
Den første store klimapagt endte derefter med ikke at forpligte verdens største udledere.
Præsidenten maner dog til besindighed. Der er blot tale om, at man lige vil vurdere legaliteten i forslaget, og her er man i regeringen meget sikre på det juridiske grundlag, understreger præsidenten.
Dødsfald kan betyde ny magtbalance
Dommerne i USA’s Højesteret bliver udpeget af den siddende præsident. Der har de seneste år siddet 5 republikanere og 4 demokratisk udpegede dommer i instansen.
Dommerne sidder for livstid, men nu er Antonin Scalia lige afgået ved døden. Han blev udpeget af den republikanske præsident Ronald Reagan i 1986.
Det betyder, at Barack Obama sandsynligvis kommer til at udpege ny dommer.
Der var lige nøjagtigt flertal på 5 mod 4 i spørgsmålet om det midlertidige stop for den amerikanske klimaplan, skriver Climate Change News.