Der har været megen hype omkring development impact bonds, her frit oversat som udviklingsobligationer, der blandt andre af devex er omtalt som næste innovationsbølge indenfor udviklingsinstrumenter.
Instrumentet er specielt ved på en ny måde at bringe offentlige, private og civilsamfund aktører sammen under fælles samfundsmål. Det er potentielt interessant både for klassiske donorer, der ser deres relative tyngde i det samlede udviklingslandskab svinde ind, og for firmaer med dagsordner om ansvarlighed og en ”triple bottom line”.
I en udviklingsobligation stiller en privat, social investor med finansieringen til at opnå et bestemt resultat for uddannelse, sundhed eller miljø i et udviklingsland. Afgørende er, at resultatet er i tråd med myndighedernes egne politiske mål, og at det er defineret som et samfundsmæssigt udkomme, som fx øget læsefærdighed eller mindsket mødredødlighed fremfor snævre ”outputs” i form af antal skoler eller klinikker.
Donorerne forpligter sig til at betale et bestemt beløb tilinvestoren for opnåelse af resultatet. En tredjepart – et firma, NGO, halvoffentlig virksomhed – hyres af investoren til at stå for serviceydelserne, der skal skabe resultatet. Når resultatet er leveret og behørigt bekræftet, betaler donoren det aftalte beløb til investoren, som indkasser en forventet fortjeneste.
