Som datter af en arbejdsmand i Tønder stod der ikke skrevet, at Gretelise (med det unikke fornavn) skulle blive en kendt skribent, men som den ualmindeligt dygtige og indsigtsfulde sprogsnedker hun er, blev det her karrieren kom til at ligge.
Efter starten på Kolding Folkeblad i 1963 gik vejen over Vestkysten, Børsen, freelance for ugeblade, pressesekretær for Det Danske Teater og medarbejder i Bikubens informationsafdeling, før hun i 1968 kom til Berlingske Tidende.
Den længste dagbladsperiode var dog på Politiken (1971-83), hvorefter hun kom til Danmarks Journalisthøjskole i Århus (1983-87) og redigerede Dansk Kvindesamfunds blad (1991-92), før hun i 1993 drog til Den 3. Verden.
En sonde i Afrikas dyb
Det blev til henved fem år i Zimbabwe i det sydlige Afrika, hvor hun fulgte sin mand, klinisk immunolog, dr.med. Knut Wallevik, der rådgav zimbabweanerne som udsendt for Danida.
Hun skrev u-landsfagligt materiale for Danida, herunder en "Politisk og økonomisk oversigt" om Zimbabwe, der indgik i en i dag stærkt savnet landeserie og som til trods for sin knastørre titel blev til en ualmindelig spændende og læseværdig publikation i Gretelise Holms hænder.
Hendes kendskab til Afrika blev fordybet og gav sig udslag i spændingsromanen "Mercedes-Benz Syndromet" (1998), der røbede stor forståelse for afrikansk tankegang og en formidabel evne til at kaste opklarende sonder ned i kontinentets logisk svært fatbare skyggeverden.
I 2000 fik hun Det Danske Kriminalakademis debutantpris for denne bog.
Senere har hun ved flere lejligheder deltaget i u-landsdebatten og vist, at de fattiges forhold i Den 3. Verden ligger hende stærkt på sinde.
Gennem tiden er det blevet til flere end 30 fag- og debatbøger samt børne-, ungdoms- og voksenromaner og det er i høj grad forfattervirksomheden, der har taget over.
“Fra et land præget af fattigdom og religiøsitet”
Opmærksomheden på og forståelsen for mennesker i trange kår henter hun i sin opvækst.