Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Et af de opstillede dilemmaer var: Skal vi hjælpe flygtninge og migranter nu og her eller skal vi bruge pengene på langsigtet udvikling? Dilemmaet er, at vi kun kan bruge pengene én gang og derfor må vælge.
Det er dog ikke et enten-eller valg. Ligesom det i en families private økonomi ikke er et enten-eller valg, om den skal bruge sin indkomst på mad eller husly. Indkomsten skal dække udgifterne til begge dele og begge poster må derfor indgå i budgettet. Det samme burde gælde for henholdsvis ”nødhjælp” og ”udviklingsbistand” med hensyn til statsbudgettet.
Burde have to særskilte poster på statsbudgettet
Vi burde på statsbudgettet have to særskilte budgetposter, som må overvejes hver for sig. De har hver deres egne specifikke begrundelser, udfordringer og tidsperspektiv og de må derfor også budgetteres på forskelligt grundlag.
Flytning af midler fra den ene til den anden konto ville i så fald kræve afvejninger af, hvad der vindes henholdsvis tabes ved en sådan ændring i det samlede budget.
Fuldstændig som en familie kan bruge lidt flere penge på bolig, hvis den kan spare på husholdningsbudgettet. Det er en afvejning.
En meget væsentlig forskel på de to statslige udgiftsområder ligger i, at behovet for nødhjælp i høj grad opstår akut og kræver akut handling.
Udvikling er derimod et ”langt sejt træk”, der kræver langsigtet planlægning, statslige aftaler og løbende tekniske, finansielle og administrative indsatser.
Sådanne aktiviteter kan ikke sådan ændres fra den ene dag til den anden uden at de hidtil anvendte midler så ofte vil være spildt. Endvidere vil der kunne være tale om aftale- og løftebrud og dermed om alvorlige tillidsbrud til skade for Danmarks anseelse i udlandet.
Det bør kræve overvejelser at flytte fra den ene til den anden konto
Naturligvis budgetteres begge udgiftsposter indenfor en fælles overordnet økonomisk ramme og derfor er det selvfølgeligt også relevant løbende at overveje ”flytning” af midler fra den ene konto til den anden.
Men det kræver overvejelser over, hvad man vinder henholdsvis taber ved en sådan flytning af midler. Hvis sådanne beslutninger skal være rationelle, kræves der et grundigt kendskab til, hvordan pengene bruges på hver af de to budgetposter, hvordan de virker og hvilke resultater, der kommer ud af at bruge pengene.
Det er på dette punkt, jeg betvivler, at vi er kommet langt nok.
Den almindelige skatteyder har givetvis en ganske god fornemmelse for, hvad ”nødhjælp” er, men samtidigt en ret stor mangel på kendskab til og dermed forståelse for, hvad ”udviklingsbistand” er i sammenligning.
De fleste skatteydere forstår ganske godt, hvad vi vinder ved at flytte midler over til nødhjælp, men har ikke en tilsvarende forståelse for, hvad vi samtidigt taber på den anden konto.
Den danske befolkning ved generelt alt for lidt om, hvad det er, vi således til gengæld taber på det udviklingsmæssige område, når der flyttes midler fra udviklingsbistanden til nødhjælps-kontoen.
Problemet er ikke dilemmaet, som er reelt nok: Der skal træffes valg om, hvor mange midler, der bruges på den ene henholdsvis den anden budgetpost og økonomiske prioriteringer ændrer sig løbende.
Problemet ligger i skævheden – asymmetrien om man vil – i forståelsen af, hvad der vindes henholdsvis tabes ved overflytning af midler fra den ene af disse to udgiftsposter til den anden.
Danmarksindsamlingen
At der er et centralt problem her, illustreredes ganske godt i forbindelse med den såkaldte ”Danmarksindsamling” (jfr. Knud Vilbys blogindlæg 8. februar 2016).
Den understregede hvilken positiv stemning og begejstring, der kan piskes op ved en indsamling på 100 millioner kroner til nødhjælp, mens den tilsvarende forudgående besparelse på adskillige milliarder kroner på kontoen for udviklingsbistand ikke på nogen måde rejste en tilsvarende kritik eller negativ stemning i den danske befolkning.
Den manglende forståelse for at sætte penge af på statsbudgettet til udviklingsindsatser som noget forskelligt fra hjælpeindsatser bliver ikke mindre problematisk fremover.
Med de 17 nye Verdensmål, der gælder for alle verdens lande, stilles der sammenhængende med vores u-landsbistand også krav til os selv om tilsvarende indsatser i Danmark frem imod de fælles globale mål.
U-landsbistand er ikke længere ”bare hjælp” til ulande, men en vigtig del af vores internationale forpligtigelse til fremme af fælles globale mål, som endvidere klart også er i vores egen interesse.
