Ovre øst på i Afrika mødes den hvide m/k ofte i landsbyerne af horder af børn, der skriger ”muzungu”! Det betyder noget i retning af ”formålsløs vandrer”, og det gør ingen forskel, om man kommer ”formålsløst vandrende” fra Europa eller er fastboende og måske har været bosat i Afrika hele sit liv.
Muzungu er man immer hen, og alle ved, at ordet betegner ”hvid” – selv om sprog- og kulturkloge på de kanter fortæller, at østafrikanerne tilbage i historien faktisk ikke opfattede os muzunguer som hvide, men nærmest som lidt rødlige (og det er der sikkert også en del muzunguer derovre i Østafrika, der stadig er – i hvert fald at dømme efter Jakob Ejersbos Afrika-trilogi….).
Der er også dem, der fortæller, at ”muzungu” ikke blot signalerer ”hvid” men også ”rig” og ”magtfuld”. Hver ”egn” af Afrika har på den måde sin egen betegnelse for os hvide. Og jeg har i snart 20 år prøvet et par af dem – eller, om jeg må skrive – ”været” et par af dem.
Som så mange andre danskere startede jeg som ”formålsløs vandrer” ovre østpå, og har i mellemtiden været ”Umlungu” nede sydpå, ”Toubabou” i Mali og omegn, og ”Mbruni” ovre i Ghana.
Den nigerianske version fra Yoruba-sproget ”Oyinbo”, der angiveligt betyder noget i retning af ”afpillet hud”, har jeg stadig til gode, men får formentligt lejlighed til at kaste mig ud i denne nye afpillede identitet i næste måned.
For snart fire år siden indledte jeg en tilsvarende karriere, men nu som ”yovo”, som er betegnelsen for os hvide i Togo og Benin – i hvert fald langs kysten. Længere oppe i landene hedder vi igen noget helt andet, og man skal ikke bevæge sig ret langt ind på kontinentet for hurtigt at få lært, hvad vi er – os hvide. Og lad mig tilstå med det samme: jeg hader det som pesten!
Jeg hader at blive råbt af, blot på grund af min hudfarve. Sådan generelt i omfanget er der forskelle: I det østlige og sydlige Afrika er det hovedsageligt i landsbyerne, man bliver råbt ad, og for det meste kun af børn. Sådan er det også ovre i Ghana. Det er nogenlunde til at holde ud.
En særlig bemærkelsesværdig version oplevede jeg engang i en fjern fortid – før der kom egne børn at tage sig af – hvor viven og jeg naturligvis skulle ind og lege turister og se de der bjerggorillaer i Virunga-bjergene i daværende Zaire.
Da vi sammen med stifinderen, en vagtmand og to andre turister fra USA gik langs jungle-kanten, hørte vi pludselig langt, langt, langt borte i det fjerne en stemme, der tydeligvis anstrengte sig for at signalere til os: ”muzuuu-ungu” – lød det spædt hen over dalen. Men i flere af de fransktalende lande skal man stå model til råberiet helt ind i hovedstaden, og sågar fra voksne mennesker.
Det hænder dagligt her i Lomé, at f.eks. en nydeligt klædt herre på en smukt nypudset motorcykel vender sig på sadlen og råber ”yovo” efter mig. På min daglige løbetur rundt på Lomé Universitets campus oplever jeg voksne kvinder, der fremme i syns- og hørefeltet tydeligvis lige instruerer deres børn i at råbe efter mig. Når jeg når frem, kommer det så fra en flok børnemunde: ”yovo, yovo, bon soir” – morgen og aften, faktisk. Ind imellem skal jeg blot gå ud af fordøren på vort lejede hus. Så er den der: ”yovo, yovo”!
Råberiet er faktisk værre end den lille detalje, som også ophidser mange europæere i Mellemøsten. Nemlig den med de tre-fire fingre, i oprejst lodret position, der ikke signalerer ”fuck off”, men på arabisk ”swaiya, swaiya” eller på hebraisk ”rega, rega”. Det betyder det samme, nemlig: ”tag det roligt” eller ”vent lige lidt”. Det virker sindssygt provokerende – indtil man vænner sig til det – og begynder at bruge tegnet selv!
Ikke sådan her i Afrika med råberiet. Man vænner sig aldrig til det; ikke mig i hvert fald! Når man sådan er blevet råbt ad en tre-fire gange på en dag, begynder man at læne sig kraftigt op ad et lettere Bertel Haarder-anfald. Og det hænger jo ikke sammen med, at man er en overfølsom og opfarende hidsigprop, men at det ikke er en del af ens kulturbagage, sådan at stå og råbe ad folk, blot på grund af deres hudfarve.
De fleste, jeg kender, bryder sig heller ikke om det, men fremhæver, at man må finde sig i det. Man skal kontinuerligt minde sig selv om, at man kun er en gæst på kontinentet, siger mange. Uanset om man er fastboende eller ej, tilhører den afrikanske kultur afrikanerne, og en del af den kultur går ud på at gøre folk opmærksom på deres særlige egenskaber og træk, og dér stikker vi hvide tydeligvis bort fra mængden (hvilket albinoerne også gør, og det har sine steder på kontinentet nogle skæbnesvangre konsekvenser for de stakkels mennesker).
Der er også dem – som de mange franskmænd her i Togo og Benin – som har været i området i generationer og i så mange år, at de ikke længere helt kan huske hvorfor. Mange af dem synes, det er så ”hyggeligt”, når afrikanerne råber efter dem. Det er faktisk en af de mere positive ting for de gamle kolonister.
Der er naturligvis tricks, så man nogenlunde kan leve med råberiet. Jeg selv ifører mig dagligt det, som jeg kalder mit ”usynlige yovo-høreværn” – altså lukker mig inde i mig selv, når jeg færdes i det offentlige rum. Men høreværnet er desværre ikke helt tæt, og ofte er jeg de facto på kanten af at råbe ”pis mig i øret” til en eller anden.
Så er der også hele dage – selv om de er – hvor man mærkværdigvis ikke bliver råbt ad. En sådan oplevede jeg forleden, da jeg havde gennemført min løbetur uden et eneste tilråb – troede jeg. For da jeg var ved at forlade Lomé campus, kørte en af universitetets store gule busser forbi mig og ud fra den stopfyldte bus lød det fra vel en 60-70 mennesker, der gjaldende forsøgte at råbe højest af alle: yovo, yovo! Godt yovo-er også kan grine!
