Torsdag den 24. november kl. 12.00:
Jeg sidder i flyveren på vej til Busan i Sydkorea, hvor jeg skal være med til det internationale topmøde om Effektiv Bistand.
I flyveren er der allerede mindst en snes deltagere. Jeg tænker ved mig selv, om der er et paradoks i, at vi til selve topmødet bliver mere end 2000 deltagere, der diskuterer effektiv bistand. Helt billigt er det ikke, og meget tid bliver der brugt. Men kan indianeren i Bolivias højland mærke en forskel? Kommer der mere udvikling til en fattig kvinde i Liberia? Både og…
Paris Deklarationen fra 2005 er grundlaget for forsøget på at gøre bistand mere effektiv. Den indeholder principper om hvordan man giver bistand. Grundprincippet er, at modtagerne skal have ejerskab til udviklingen.
Busan-mødet er det fjerde og sidste i rækken af møder om effektiv bistand, hvor man skal se, hvordan det går med at indfri principperne. Og det går ikke særligt godt – i hvert fald ikke for donorerne. Ud af 12 indikatorer er kun én nået før Busan. Danmark og andre progressive donorer har nået op mod syv indikatorer, mens donorer som USA og Japan stort set ikke har ændret måden de giver bistand på. Til gengæld er modtagerlandene kommet bedre i mål med at lave planer og systemer.
Paris principperne har ændret måden man giver bistand på. Der er større forståelse for, at ukoordinerede projekter ikke ændrer noget, hvis de ikke passer ind i landenes egne planer. Og at det er smart at søge en arbejdsdeling, så der ikke er 25 donorer i Tanzanias sundhedssektor, som alle sammen hele tiden vil mødes med den stakkels sundhedsminister. Der er faktisk sket forandringer, men det går langsomt og ikke alle er med.
Busan handler i virkeligheden om, hvordan nye donorer som Kina og Brasilien skal involveres i principperne for god bistand. Kina synes ikke de er en donor på linje med de traditionelle bistandsgivere. Derfor er Kina ikke meget for at koordinere. Og det med, at modtagerlandene skal have ejerskab over bistanden, synes de er noget underligt noget.
Spørgsmålet i Busan er, hvor langt de traditionelle donorer som Danmark og OECD-landene vil gå, for at få Kina til at skrive under på Busan-erklæringen. Vil man udvande kravene til donorerne for at få Kina ind i folden? Det er fx USA og Japan indstillet på. Det vil også slippe dem selv af krogen med for mange løfter, de alligevel ikke implementerer. Heldigvis insisterer mange donorer og partnerlande på at fastholde og udbygge ambitionerne. Også selv om det hele nok ikke kommer til at gælde for Kina.
Nå, nu skal jeg i gang med at læse det femte udkast til sluterklæring. Det ser bedre ud, end vi havde troet for et halvt år siden. Jeg vender tilbage med en vurdering af, hvad vi kan forvente os af Busan.
Lars Koch fra IBIS deltager sammen med fire andre danske NGOer fra NGO-FORUM i Busan og vil løbende lave indlæg her på siden fra Busan.
