Ok, derovre i O’nse var der i toppen en masse vennetjenester og klappen-hinanden-på-skuldrene og i de nedre lag en lettere resigneret daglig atmosfære, a la: med årtiers socialdemokratisk enevælde er det hele bare surt show, men uden sosserne går det ikke. Så de fleste af os traskede troligt ind i stemmeboksene hvert fjerde år og satte kryds ved liste A.
Vi, det fynske folk havde det jo godt nok med vores smukt syngende sprog og vores stigende materielle velstand, og på et tidspunkt begyndte svømmehallen på Klosterbakken sågar at holde åbent om lørdagen, og sosserne fik sat et evigt fingeraftryk på byens kulturliv med Brandts Klædefabrik – selvom den institution i essensen var et produkt af venstrefløjens husbesættelser og krav om et ungdomshus.
Jeg ved det, for jeg var selv med i Tørrings nedlagte cigarfabrik i Nedergade, men den historie har de fleste nok glemt.
Men her, altså i Vestafrika, in casu i bette Togo, viderebragte et stort antal temmelig højrøstede og kritiske aviser forleden en begivenhed, der var lysår fra eventuelle danske magtelitære tilstande, inklusiv en salig ålborgensisk borgmesters hang til grønne badeværelser.
Et af præsidentens mange børn skulle ”for-konfirmeres”, og det foregik i hovedstadens katedral, der ganske vist er noget mindre end Sct. Knuds Kirke i O’nse, men i lokal fattig sammenhæng imponerende.
Fire ministre var udkommanderet til at bivåne den 11-åriges første skridt over tærsklen til de kristne, voksnes rækker, og mindre kunne selvsagt ikke gøre det i betragtning af, at den yndige piges kjole var blevet hentet af embedsmænd i et særligt fly fra Paris – små 5.000 kilometer nordpå.
Der var en del skumlen i pressen over den eksorbitant dyre kjole, for ikke at tale om hvad flyet mon havde kostet. Og: hvad er der galt med de fine produkter, som tusindvis af syersker på snart sagt hvert eneste gadehjørne i hovedstaden kunne have leveret, blev der spurgt.
Derved blev det: skumlen!
Det var li’godt ikke o’nseanske tilstande og dermed ganske uforståeligt, men heldigvis løb jeg et par dage senere ind i det meget vigtige X-lands ambassadør på disse kanter. I almindelig omdømme formodes han at vide alt, hvad der er værd at vide om tildragelserne her i bette Togo.
Bemeldte excellence fik derfor følgende fynsk-famlende spørgsmål stukket i næsen: ”Hvad synes du om konfirmationssagen? Var det ikke ”over the top” med den præsident, der nu oven i købet ser ud til at ville fidle med forfatningen for at bevare magten? Hvornår bryder uroen ud?”
Ambassadøren, der har tilbragt en helt ustyrlig bunke år på det afrikanske kontinent, svarede: ”Nej, det er sådan, at i mange afrikanske lande har præsidenten en særlig centrifugalkraft, som samler folk omkring sig. Han sidder på den politiske magt og er dybt involveret i og en del af den økonomiske elite, så hvis folk vil have del i magten, må de tækkes ham. Det er i sig selv fredsbevarende”.
Med andre ord: fald til patten hos den ”stærke, rige mand”, hvis du som almindelig borger skal gøre dig forhåbninger om lidt positive fremtidsudsigter. Eller: magten i x-y-z-afrikanske land ligger i varierende grad i en balance mellem ”centrifugen” og dens bestræbelser på at holde den store skares frustrationer nede i et overkommeligt leje.
Der er vist langt til et arabisk forår her på egnen, for ikke at tale om et fynsk.
