Jeg mødte engang to fynboer, der var taget til Burkina Faso i Vestafrika for at se på mulighederne for at stable et samarbejde med burkinske mejerier på benene. Som landmand og mejerist med de finere restauranter i Danmark som kunder havde de de professionelle kvalifikationer i orden.
Efter en uge i Burkina bukkede de dog sammen – og ikke kun af mavepine.
Mejeristen havde engang været i Peru og set, hvordan bønderne kom til mejeriet med en junge mælk eller to ad gangen, men i Burkina var der tale om børn, der i ny og næ kom hen på mejeriet med mælk i en pose. Der var simpelt hen ingen basis for et Danida-støttet samarbejde.
Erhvervslivet kan meget og måske mere end staten, når det gælder om at tilpasse løsningerne til de lokale behov og den deraf afledte efterspørgsel, men erhvervslivet skal også tjene penge, og det er ikke let i Burkina Faso – det er meget lettere i mellemindkomstlandene.
Når eet af de fire centrale punkter på dagsordenen i Mexico City drejer sig om erhvervslivet som partner i udviklingsarbejdet, er det kun i begrænset omfang i de fattigste landes interesse. Det forbavsende er, at de tre øvrige punkter er lige så lidt relevante for disse lande.
De drejer sig nemlig om effektiv beskatning og indenlandsk ressourcemobilisering, Syd-Syd samarbejde og udviklingssamarbejde med mellemindkomstlande.
Selv om en bedre skatteinddrivelse ikke er en dum idé selv i et fattigt land som Burkina, er det ikke her, at der rykkes fundamentalt ved behovet for ressourcer til at etablere offentlige goder i form af infrastruktur og en sund og uddannet arbejdskraft.
At fokusere på indenlandsk ressourcemobilisering i Burkina betyder at det internationale samfund fralægger sig ansvaret for at bidrage til landets udvikling.
Syd-Syd samarbejde er bestemt også en god ting. Det giver modtagerne en chance for at vælge mellem forskellige typer donorer, og det kan skabe en lidt højere grad af ejerskab på modtagersiden.
Men Syd-Syd samarbejde er typisk fuldstændigt lige så kommercielt orienteret som bistanden fra OECD-landene var for 30-40 år siden, og det kommercielle er som nævnt ikke ligefrem Burkinas stærkeste kort.
Udviklingssamarbejde med mellemindkomstlande handler selvsagt om andre behov end de fattige landes.
Selv om der stadig er masser af fattige mennesker i mellemindkomstlandene, er det yderst tvivlsomt om de største langsigtede fattigdomsproblemer findes her. Og i en verden, som har meget svært ved at finde penge frem til fattigdomsbekæmpelse, forekommer det mildt sagt underligt at diskutere, hvordan det internationale samfund kan støtte mellemindkomstlandene i særlig grad.
Hvordan kan det være, at mellemindkomstlandene i den grad har fået sat sig på dagsordenen på et møde, der skal dreje sig om det internationale samfunds bekæmpelse af fattigdom?
Mødet er en opfølgning på den stribe møder, som OECD har organiseret i Rom (2002), Paris (2005), Accra (2008) og Busan (2011) med det formål at gøre udviklingssamarbejdet mere effektivt.
På mødet i Busan i 2011 kunne man gå to veje: Enten kunne man forsøge at skabe stadig mere forpligtende aftaler om et effektivt udviklingssamarbejde, eller man kunne løse op for mødernes forankring i OECD og forsøge at få de bistandsydende mellemindkomstlande (ikke mindst Kina, Indien og Brasilien) med i en aftale.
Man valgte det sidste. Og det lader til at have fået konsekvenser.
Nu er det ikke længere OECD, der organiserer møderne, men et nyt forum kaldet Det Globale Partnerskab for Effektivt Udviklingssamarbejde, som i øjeblikket ledes af Indonesien, Nigeria og England. Her lader de fattigste lande til at have meget ringe indflydelse.
Udviklingen antyder dog også, at de fattigdomsorienterede donorlande i OECD har tabt eller opgivet kampen. Eller måske de ligefrem er godt tilfredse med en øget kommercialisering af bistanden?
I hvert fald leder jeg forgæves efter en reaktion fra Handels- og Udviklingsministeren på Udenrigsministeriets hjemmeside. Hvad mener Danmark om, at de fattigste lande er forsvundet ud af den internationale debat om godt udviklingssamarbejde?
Det bizarre er, at jeg ikke er overbevist om at de to fynboer vil synes om det. De var taget til Burkina, fordi det er et fattigt land, og fordi de gerne ville yde en indsats for at bekæmpe fattigdommen. De tog ikke til Mexico, Sydafrika eller Indonesien.
Måske det internationale samfund burde tænke lidt mere over, hvordan de dynamiske fynboer og mange som dem kan bruges i udviklingssamarbejdet med de fattigste lande.
