Congo-hospitalet var Danmarks største u-landsprojekt i 1960’erne. Helt op til 70 danskere ad gangen arbejdede der på hospitalet, der over en næsten 20-årig periode modtog 141 mio. kr. – eller hvad der i dag svarer til over en halv milliard kr.
Det var Dansk røde Kors, der stod for det store projekt, og i 1966 fik Dansk Røde Kors et af dansk films store navne, Svend Aage Lorentz, til at lave en film om hospitalet.
Set gennem vore dages briller er filmen på flere måder usædvanlig: Tempoet er adstadigt. Det er hovedmanden bag projektet, hospitalets karismatiske direktør Jakob Raft, der er filmens fortæller, og under hele den 12 minutter lange film ligger Oscar Peterson’s ’Hymn to Freedom’ som lydspor.
Den siger også en hel del om, hvordan danskere dengang så på Afrika, afrikanere og vores rolle:
Congo-hospitalet blev ikke nogen succes. Efter Danmark trak sig endeligt ud i 1981, forfaldt det fuldstændigt.
Det er glimrende skildret i 3. del af Peter Thygesens film-trilogi, ’Det danske Congo-Æventyr: Hjælperne’, som kan ses på Filmstriben
Peter Thygesen gjorde flittigt brug af klip fra 1966-filmen og andet gammelt film-materiale, som det i øvrigt var et kæmpe-arbejde at finde.
”Vi gennemførte et stort arbejde med at efterlyse og indsamle dokumentationsmateriale fra de mange hundrede danskere, der i tidens løb arbejdede på hospitalet. Vi kørte Danmark rundt, fra Thisted til Åbenrå til Hundested og København og indsamlede fotos, smalfilm, video – og fortællinger. Jeg er overbevist om, at det var netop anvendelsen af autentisk materiale, i kombination med en nærværende reportage fra nutiden, som gav filmen dens kraft som en overbevisende fortælling om dansk bistands pionertid,” fortæller Peter Thygesen til U-landsgammelt.
Nedenfor kan du læse mere om Peter Thygesens erfaringer med at producere historiske dokumentarfilm, som bygger på gammelt materiale fra arkiverne.
Filmen om Congo hospitalet er fundet i Filmarkivet på en filmrulle og er blevet digitaliseret som en del af dette projekt. Den er med i Nationalfilmografien, og kan ses på dvd eller lignende i Videoteket i Filmhuset, Gothersgade 55 i København.
Har du kendskab til film eller private optagelser fra dansk bistands barndom og frem til 1990, så hører vi gerne fra dig. Også hvis du kender til projektet i Congo eller til nogen, der var med.
Kontakt Bo Illum Jørgensen på 2211 7272 eller [email protected]
Peter Thygesen: Om autentisk filmmateriale i historiske dokumentarfilm
At lave dokumentarfilm om historiske begivenheder er en udfordring. Man skal overvinde væsentlige barrierer for at gøre filmen interessant for et nutidigt filmpublikum. Det mangler sandsynligvis historisk baggrund, ikke mindst fornemmelsen af livsbetingelser i fortiden. Det gælder især historiske begivenheder uden for Danmark.
Filmmediets gennemslagskraft er baseret på de følelser, der vækkes, og det siger sig selv, at det er svært at vække disse, hvis der kun er få strenge at slå på i modtageren. Man må forgrene og forstærke dem, der er.
Man kan gå ’Discovery’-vejen og forsøge at dramatisere begivenhederne med rekonstruktioner – men det giver altid en fad smag i munden. Den anden mulighed er at arbejde stædigt med at finde så autentiske klip fra samtidig som muligt.
De originale klip, eller senere dokumentaristisk materiale, gir et væld af informationer, som man umuligt kan rekonstruere: Speakerens fortælleform, de interviewedes eller portrætteredes diktion, tidens tøj og biler, tapetet på væggene – palmerne.
Da jeg sammen med Jørn Stjerneklar lavede dokumentarfilmen ’Det Danske Congo-Æventyr’ ønskede vi at fortælle, hvor eksperimenterende danske bistandshjælp nødvendigvis var nødt til at være i sine allertidligste dage. Vi havde jo aldrig prøvet det før – knapt nogen havde i noget land!
I dag tages det for givet, at vi giver bistandshjælp – vi skulle fortælle historien om, hvordan danskerne overhovedet kom på den ide at hjælpe u-landene. Det var en stor gevinst for filmen at kunne vise et ægte sort-hvidt klip af Kongen, som famlende forsøger at begrunde denne nye politik, men med al den folkelige myndighed, han besad.
Det kunne ikke være blevet beskrevet tilsvarende bevægende af ord eller i rekonstruktion. På samme måde forsøgte vi at stykke denne folkelige baggrund sammen med tilsvarende tidsbilleder.
Vi var samtidig nødt til at fortælle om det land, hvori den nye politik skulle implementeres. Vi havde skaffet adgang til samtidige, især belgiske, arkiv-film.
Vi ville vise det danske hospitals indplacering i Congo – dengang og i dag. Hvad mere overbevisende var denne filmiske indplacering end at kunne afspille en datidig præsentationsfilm af sygehuset, hvor filmens billedside på et tidspunkt viser hospitalet set fra gaden – hvormed vi kunne placere det nutidige kamera på nøjagtigt samme punkt, fade det datidige billede over i et nutidigt og dermed indlede fortællingen om hospitalets nutidige placering i det congolesiske samfund.
Vi gennemførte et stort arbejde med at efterlyse og indsamle dokumentationsmateriale fra de mange hundrede danskere, der i tidens løb arbejdede på hospitalet.
Vi kørte Danmark rundt, fra Thisted til Åbenrå til Hundested og København og indsamlede fotos, smalfilm, video – og fortællinger.
Jeg er overbevist om, at det var netop anvendelsen af autentisk materiale, i kombination med en nærværende reportage fra nutiden, som gav filmen dens kraft som en overbevisende fortælling om dansk bistands pionertid.
