Morten Østervang blev valgt fra bunken af over 100 ansøgere til jobbet som ny journalist på Danidas månedsavis, “Udvikling” efter cand.comm. Poul Kjar og skal dermed fremover danne tandem med redaktør Stefan Katic.
Den 29-årige journalist tiltræder i redaktionen på Asiatisk plads mandag den 2. oktober og siger samtidig farvel til Mission Øst, hvor han bl.a. har redigeret den kristne nødhjælpsorganisations magasiner, hjemmeside og været pressekontakt. Senest har han været ude at skrive om Mission Østs arbejde i det nordlige Afghanistan.
Morten Østervang har igennem uddannelsen særligt interesseret sig for udviklingen på Balkan og har rejst i Bosnien, Makedonien og Kosovo for at freelance til danske aviser og magasiner.
Han er uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus i 2003 – hvorfra han også har taget en diplomuddannelse i international journalistik. Karrieren indledtes som presserådgiver i Henriette Kjærs tid i Socialministeriet, hvorefter han fulgte med over i det nyoprettede Familie- og Forbrugerministerium som pressesekretær.
Han har desuden i en kort periode dækket lokalpolitik ved Politikens Lokalaviser og arbejdet som kommunikationskonsulent i Radius Kommunikation.
I praktiktiden arbejdede Morten Østervang ved Socialdemokratiets Nyhedstjeneste på Christiansborg og skrev her særligt om udenrigs- og udviklingspolitik. Derudover var han i praktik på Nyhedsmagasinet Danske Kommuner (KL).
Privat bor han på Amager sammen med Marie Andergren, der er redigerende journalist på Berlingske Tidendes udlandsredaktion. Sammen har de et-årige Karl Emil.
Læs også om Poul Kjar i telegrammet “En forlader miljøet – og en arriverer”, dato 30.06.06, i rubrikken Nyt om navne