Dansk journalist til UNFPA i New York

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den danske mediearbejder, cand.comm. Katja Iversen, tiltræder 24. november i et job som Media Specialist (presserådgiver) hos FNs Befolkningsfond (UNFPA) i New York. Stillingen er i første omgang normeret til et år.

Her skal den 37-årige kommunikationsrådgiver bl.a. være med til at udarbejde globale kampagner, være ansvarlig for og rådgive om pressedækningen af en række af organisationens hovedemner – mødredødelighed, hiv/aids m.m. – og træne UNFPAs landechefer i at begå sig i medierne; så at sige indtænke kommunikation i deres virke.

Katja Iversen har flere års erfaring som underviser, medierådgiver, skribent og kampagnekoordinator; som oftest med en u-landspolitisk tilgang. Hun er tidligere informationschef i Foreningen Sex & Samfund, informationsmedarbejder hos FAO og kampagneleder hos Operation Dagsværk, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp m.fl.

De seneste 2 år har Katja Iversen været selvstændig med rådgivningsfirmaet KatComm, der har strategisk kommunikation og medierådgivning som speciale og arbejder med FN-organisationer, virksomheder og danske NGOer.

Hun har trænet danske erhvervsledere i cross-cultural communications og er kursusleder på Danmarks Journalisthøjskole i efteruddannelse i Strategisk Kommunikation. Herfra har Katja Iversen nu fået orlov, mens firmaets aktiviteter drosles ned eller fortsættes via tilknyttede konsulenter.

Katja Iversen er certificeret cross-cultural trainer og har tillige en amerikansk lederuddannelse med i bagagen.

“Det bliver selvfølgeligt hårdt at skulle forlade en dejlig dagligdag med gode arbejdsopgaver, lejlighed, kolonihave og skønne venner, men jeg glæder mig til at arbejde i et internationalt miljø igen – og til atter at beskæftige mig mere intensivt med seksuel og reproduktiv sundhed. Og så bliver det en kæmpe oplevelse at komme til at bo i New York – verdens hovedstad”, skriver Katja Iversen i en rundsendelse.

Indtil afgangen til New York kan Katja Iversen kontaktes på [email protected]