Maria Gostichtcheva Nedergaard bliver pr. 15. november Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Centralasien med base i Kirgistans hovedstad, Bisjkek. Kirgistan er den gamle Sovjet-republik Kirgisistan.
I Centralasien bliver Maria Gostichtcheva Nedergaards hovedopgave at støtte samarbejdspartnere, som arbejder på at forbedre vilkårene for interne fattigdomsmigranter, især deres børn, som er tvunget til at arbejde for familiens overlevelse frem for at gå i skole.
Herudover skal hun intensivere Folkekirkens Nødhjælps assistance det gryende civilsamfund i de tidligere sovjetrepublikker.
Med Maria Gostichtcheva Nedergaard på plads i Bisjkek vil Folkekirkens Nødhjælp nu øge indsatsen i Centralasien, der sker i samarbejde med europæiske søsterorganisationer i konsortiet ECCA.
Maria Gostichtcheva Nedergaard har boet i Rusland siden 1990 og blev første gang tilknyttet Folkekirkens Nødhjælp i 1991. Arbejdet i Rusland har primært drejet sig om hiv/aids og hjemløses rettigheder.