International chef i MS til COWI

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Bente Topsøe Jensen holder ved årsskiftet som international chef i Mellemfolkeligt Samvirke efter toethalvt år på posten for at blive seniorkonsulent i rådgivningskoncernen COWI A/S med tiltræden 1. februar.

Her skal den 50-årige socialantropolog især beskæftige sig med civilsamfundet og good governance i afdelingen/området for Good Governance og Social Development i den store koncern, der arbejder med ingeniørteknik, miljø og samfundsøkonomi verden rundt.

COWI har siden grundlæggelsen i 1930 deltaget i flere end 50.000 projekter i 175 lande. Koncernen har 3.500 medarbejdere og beskæftiger bl.a. ingeniører, biologer, geologer, økonomer, landinspektører, antropologer, sociologer og arkitekter.

Bente Topsøe Jensen skulle have alle forudsætninger for sit nye job. Hun kan trække på omfattende erfaring fra praktisk u-landsarbejde, især fra udstationeringer i Mozambique, hvor det blev til i alt 13 år.

Først som projektkoordinator for IBIS 1992-95, så som IBIS-landekoordinator 1995-2000 og siden som chefrådgiver for det Danida-støttede landbrugssektorprogram indtil overgangen til MS i juli 2004.

Tidligere har hun arbejdet 5 år i Guinea-Bissau i Vestafrika for bl.a. Sida, været kursusleder på Danidas dav. kursuscenter Hornbækhus (1990) og et år i COWI som konsulent i den dav. rural development afdeling (1991).

Isæt tiden i Mozambique var spændende, siger hun. Perioden omfattede både borgerkrig og fred og overgang fra etpartistyre til demokati.

Til gengæld har det til tider været hårdt i MS, som har gennemlevet en periode med masser af fyringer, hvor “jeg jo sad på den forkerte side af bordet”, som hun siger – bl.a. som konstitueret generalsekretær i 4 måneder mellem Lars Udsholts afgang og Frans Mikael Jansens tiltræden.

Bente Topsøe Jensen siger, at det på mange måder er et godt tidspunkt for hende at skifte på nu, da en ny generalsekretær er sat på opgaven og gør det på en positiv måde.

Til gengæld bemærker kilder i og udenfor MS, at det nu er den anden højt placerede medarbejder, der forlader huset indenfor for kort tid. Først generalsekretær Lars Udsholt og nu Bente Topsøe Jensen. Udsholt anførte bl.a., at der ikke var klare skillelinjer nok mellem den daglige ledelse og foreningens politiske del med bestyrelsen i spidsen.

Kilder peger i den forbindelse på den stærkt udfarende formand, fagforeningsmanden Søren Hougaard, der som det udtrykkes “bestemt ikke altid er nem at bide skeer med”.

Med Bente Topsøe Jensens karriereskift vil ledelsesgruppen i MS-domicilet samtidig alene bestå af mænd, nemlig generalsekretær Frans Mikael Jansen, kampagnechef Peter Christiansen og administrationschef Iain Schmidt.

Kønsefterslæbet er tilsvarende markant i foreningens bestyrelse, hvor blot 2 udaf 11 medlemmer er kvinder – og formanden naturligvis en mand (Søren Hougaard).

Så måske vil man gå efter en kvinde som ny international chef…