Malene Flanding rejste mandag til Thyolo-distriktet i det sydlige Malawi. Her skal den 36-årige antropolog de næste 6 måneder undersøge malawianernes viden om hiv og aids fra et medicinsk antropologisk synspunkt.
– Viden, kultur og tradition har betydning for, om folk opsøger hjælp, og om de beskytter sig. Jo mere vi ved om deres tanker om hiv og aids, des bedre kan vi målrette information og behandling i området, siger Malene Flanding.
Særligt på landet i Malawi betyder traditionelle og kulturelle overbevisninger, at en hiv-diagnose er meget stigmatiserende (fordomsudløsende).
Det er Malene Flandings første mission for MSF. Hun har tidligere undersøgt psykosociale konsekvenser af krig blandt internt fordrevne i Guinea-Bissau i Vestafrika.
I Malawi er omkring 14 procent af den voksne befolkning smittet med hiv. MSF arbejder i 3 distrikter i det fattige land i det sydlige Afrika, hvor organisationen bl.a. tilbyder livsforlængende antiretroviral behandling, arbejder forebyggende og uddeler mad.
MSF har virket i Malawi siden 1986.