Sygeplejerske Ann-Sophie Iuel Brockdorff rejser fredag for Læger uden Grænser (MSF) til Pibor i Sydsudan, hvor hun den næste måned skal behandle kolerapatienter og dermed være med til at begrænse en epidemi.
Ann-Sophie Iuel Brockdorff har masser af erfaring med Læger uden Grænser med i rygsækken: Turen til Sydsudan er hendes syvende udsendelse for MSF; i marts kom hun hjem efter en måned i Mozambique, og hun har tidligere været i Burundi, Angola, Mali, Darfur i Sudan og DR Congo for MSF.
Ann-Sophie Iuel Brockdorff ser frem til at komme tilbage til Sudan:
– Jeg har oplevet Darfur i Sudan midt i en borgerkrig. Det bliver interessant at se, hvordan det er i en del af Sudan, hvor der også har været krig, men hvor den nu er slut, siger hun og tilføjer:
– Jeg er spændt på, hvordan arbejdet kommer til at forløbe. Det er regntid i Sydsudan, og de mudrede veje bliver en stor udfordring for vores arbejde.
Kolera er en smitsom og livstruende diarrésygdom, der udvikler sig i tyndtarmen. Den kan føre til dødelig dehydrering, hvis patienten ikke får øjeblikkelig behandling.
MSF har arbejdet i Sudan siden 1979.