Agronom Poul Sloth Petersen, Herning, er udsendt som konsulent til Sierra Leone, hvor Sudanmissionen gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling støtter et plantageprojekt under den anglikanske kirke i Bo Stift.
Poul Sloth Petersen skal undersøge landets og kirkens planer og aktiviteter inden for landbrug og fødevaresikkerhed.
I samarbejde med kirken skal han gennemføre undervisningssessioner og kapacitetsopbygning af medarbejdere og lokale landsbysamfund. Besøget er en midtvejsevaluering af et Danida-støttet projekt, som slutter i april 2008 i det fattige vestafrikanske land.
Poul Sloth Petersen har tidligere været udsendt som landbrugsfaglig konsulent til Bangladesh, Tanzania og Madagaskar.
Sudanmissionen er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark. Selskabet støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i Den 3. Verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser, plantageopbygning og radio/tv-udsendelser
Budget: 15,5 mio. kr., 28 ansatte, 180 sudankredse og 80 genbrugsbutikker med over 2.000 frivillige medarbejdere.